I sidste weekend tog jeg Gud under armen og gik på retræte – og hold fast hvor var det godt! Det er som om vi bliver skærpet på Guds stemme, når vi tillader os selv at slukke mobilen, logge-ud af Facebook, slukket tv’et etc. Det oplevede jeg i hvert fald i denne weekend!
I min stilletid fortalte Gud mig flere forskellige ting, og det slog mig; at hvis vi samler ugens antal timer brugt på at læse avis, høre/se nyheder, surfe internet, stene film etc. og sammenholder det med søndagens 30 minutters prædiken, fremstår denne blot som en lille fodnote. Prøv at tænke over det!
Når vi læser om Jesus i Bibelen, kommer vi i kontakt med hvad man kan kalde for Guds selvbiografi, for det er igennem Jesus vi kender Gud. En af de ting Jesus gjorde var, at gøre op med den gængse tænkning ved at forvandle menneskers sind, således at vi kommer til at leve på en anderledes måde.
Den forvandlede måde at leve på, er anderledes i den forstand, at hvis man bliver slået, ikke – som man ellers let vil være tilbøjelig til – søger at hævne sig, men istedet beder for sin fjende. Men er det ikke tænkeligt, at vi til daglig let bliver fyldt af den gængse tænkning, snarere end Guds selvbiografi? Prøv at tænke på de første kristne – de mødtes dagligt!
En af de ting vi kan gøre ved det er, hver især at tage ansvar for vores fælles liv med Gud. Det betyder at bede for hinanden, søge Gud i hverdagens afgørelser og deltage i søndagsgudstjenesten kl. 10.30!
Må Gud give os en frisk åbenbaring
Christian Laugesen