Se hvad ViA talte om på sidste møde

Mangfoldighed set ud fra et grundtvigsk og et karismatisk ståsted – ViA
ViA 6/1 2010 oplæg om Mangfoldighed

Jeg (Claus) vil tale om de 12 forskellige disciple, som Jesus omgav sig med.
Eller med andre ord den mangfoldighed og forskellighed der smykker og kendetegner et dynamisk fællesskab. Jeg vil med det samme fortælle, jeg har sakset den første del fra et kirkeblad, hvor en sognepræst der hedder Merete Bøye, har skrevet om at være:

Ens i grunden

LINÅ & SEJS-SVEJBÆK KIRKEBLAD – NR. 3 – 2009
Af sognepræst Merete Bøye

Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. De sagde til hinanden: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

Sådan lyder den evigt aktuelle beretning om Babelstårnet fra Det gamle Testamente. En fortælling om menneskers stræben efter at blive lige med Gud. Og også en fortælling om, hvor galt det kan gå, når vi forstår hinanden lidt for godt og går hen og bliver enige om alting i hele verden. Enhed og enighed i alle ting er noget, mange mennesker stræber efter. Det er en dragende tanke, at vi alle kan blive ét. Smelte sammen i skøn samdrægtighed og alle stræbe mod et fælles mål. Men det er også en farlig tanke. En tanke, der mere end noget andet har bidraget til, at totalitære ideologier har kunnet vokse sig store og stærke. Kommunisme. Nazisme. Islamisme. Alle fordrer de, at deres tilhængere marcherer i flok og sætter deres egen dømmekraft ud af spil til fordel for principper, der anses for uanfægtelige og universelle. Sand kristendom kan derimod aldrig udarte til totalitarisme. Enhver idé om taktgang og konsensus afvises nemlig lodret ikke blot af Babelsmyten, men også af pinseberetningen.

Fortællingen fra Apostlenes Gerninger om dengang Helligånden kom som tunger af ild og opflammede disciplene, så de måtte ud og forkynde evangeliet for hele verden. Og de mange forskellige folk fra mange forskellige lande, der var samlet i Jerusalem, hørte det alle sammen, som om der blev talt til dem på deres modersmål. Og den forkyndelse gik lige i hjertet. 3000 mennesker blev døbt den dag, og det blev begyndelsen på den kristne kirke.

Både i Babelsmyten og i Pinseberetningen griber Gud ind på samme måde: ved at sørge for, at mennesker taler forskellige sprog. Ikke med én, men med mange tunger. ”Se, de er ét folk med samme sprog!” er ikke en konstatering, Gud udsiger med jubel, men derimod med ærgrelse; det véd vi fra myten om Babelstårnet. Babelstårnet må derfor aldrig blive til et kirketårn. Når kristne menigheder bliver forelskede i menneskelig enighed og enhed, så bliver kirken trang at være i for enhver, der stiller sig kritisk over for de vedtagne dogmer og normer. Og så sker der det, at det ikke længere er alle, der er lige velkomne i det gode kirkelige selskab. Der er ikke plads til dem, der ikke kan synge med på enhedens og enighedens unisone omkvæd. Men hvad så med Johannesevangeliets tale om, at disciplene skal være ét med Jesus, ligesom Jesus er ét med Gud? Jo; men vi er sandelig også ét. Vi er ét med Jesus og dermed ét med Gud. Men det er ikke en enhed, der kommer til udtryk ved, at alle kristne mennesker er enige om alt i verden; men tværtimod en enhed, der gør, at kristne mennesker over alt i verden og af alle konfessioner, kan føle sig som ét – også på trods af alle teologiske, politiske og personlige uenigheder. For ét har vi til fælles: Jesus Kristus, og vores bekendelse om, at han er Guds søn, vores frelser. Og andet behøver vi heller ikke være fælles om.

I Grundtvigs pinsesalme, Apostlene sad i Jerusalem, lyder det femte vers:
”Da sås der tunger som ild og glød. Guds venner de fløj i munden. På alle folks tunger Guds Ord genlød, mangfoldig, men ens i grunden.”

Mangfoldig. For Helligånden indvarsler ikke noget nyt Babelstårn. Disciplene begyndte ikke at tale som med én mund og sige det samme alle sammen. Tværtimod, så talte de hver især på mange forskellige sprog og på mange forskellige måder. Og fra Apostlenes Gerninger ved vi, at de langt fra altid var enige. Med andre ord: Det blev ikke pinse, fordi de alle sammen forstod hebraisk. Men det blev pinse, fordi de forstod, at talen om Guds storværker også omfattede dem. Mangfoldig; men ens i grunden, skriver Grundtvig. Og det betyder ikke, at det, de sagde, i grunden var ens, men at det var ens i grunden, dvs. i sin grundvold. Den berømte, nu afdøde Århus-teolog, Regin Prenter, skrev i sin dogmatik: ”Der må i kirken altid herske vid rummelighed for de forskelligste læremeninger. Thi det gudstjenestelige fællesskab om samme tros bekendelse bærer overordentlig meget af menneskelig forskellighed.”

I det gudstjenestelige fællesskab – i fællesskabet om nadveren og dåben; fællesskabet om bekendelsen til Jesus som Kristus, Guds søn – dér bliver vi ét. Dér samles vi om det eneste, der virkelig har betydning: Gud og hans Ord. Og dér bliver alt andet ligegyldigt: al vores menneskelige forskellighed, alle de ting, vi strides om og ikke kan komme til rette omkring, bliver sat i perspektiv af dette: at vi alle har det til fælles, at vi er henvist på Jesus Kristus som vejen og sandheden og livet i vores tilværelse. Det er en enhed, der eksisterer tværs hen over alle uenigheder og uensheder. Ikke en synlig enhed, men et usynligt, udefinerligt fællesskab. Stærkt, idet det har sin grundvold på klippen. Og dog så luftigt og uhåndgribeligt som et vindstød – eller et åndepust, som det mere poetisk hed i den gamle bibeloversættelse. For det er var jo ikke bare en vind, der fór hen over de tolv disciple den pinsedag, da kirken blev grundlagt og evangeliet forkyndt på utallige forskellige tungemål. Det var ikke en vind, men Guds ånd eller Guds ånde, som i virkeligheden er to sider af samme sag. Gud skabte mennesket ved at blæse sin ånd eller ånde ind i hans næsebor, og sådan blev han en levende sjæl. Sådan fik han liv i sig. Og sådan bliver kirken også et fællesskab af levende stene. Det er en bygning, der ikke er menneskeværk som Babelstårnet; men Helligåndens værk.

I Jesu navn vi beder her,
på Jesu ord vi bygge.
Vort navn mod hans er intet værd,
vort ord af hans kun skygge.
Byg, Jesus med et guddoms-bliv,
af stene, som har ånd og liv,
dit tempel i vor midte!”
(DDS 328, vers 6)

Her stopper saksningen!

Værd at lægge mærke til:

- Ikke en mening og et sprog
- Ikke ens mennesker
- Mangfoldighed og forskellighed
- Fællesskab om vores udgangspunkt
- Klippen
- Nadveren og dåben og bekendelsen

Vi er i ViAs grundstene kraftigt inspireret af:
- Bibelen og Jesus
- Karismatiken
- Grundtvig
- Og af hinanden og igennem hinanden.

Hvad får vi ud af det?
Bibelen fortæller meget om Jesus og hele historien om ham og hvad han har betydet og sat i gang.

Vi er også her i dag pga. af det der skete dengang. Det har haft sin langtidsholdbare virkning.
Se os selv. Nogle af os har kendt til Kristus helt tilbage fra da vi var små og kom i kirke med vores forældre. Nogle af os er stadig ikke helt sikre på at vi tror fuldstændig. Er nogen af os det? Og nogle af os er midt imellem. Men vi er fælles om en ting. Vi er alle på vej i troens rejse.

Men vi er alle søgende og nysgerrige. Nysgerrige efter at finde ud af hvad kristendommen kan give af mening for os, hvad den kan fortælle om – om os selv. For det vil vi gerne. Vi vil gerne finde ud af os selv.

Det er et højst interessant emne. Men vi kommer forskellige steder fra, har hver vores historie, glæder og kriser. Det der gør os til dem vi er. Sådan er vi, nu engang. Forskellige og alligevel samlet om at ville tro på Gud og være i et fællesskab om det. Så her er vi.

Den forskellighed synes jeg at vi skal udnytte. Her kan vi finde inspiration i karismatiken og de nådegaver der nu engang ligger til hver af os, og som vi kan opdage med tiden, øve os i, så vi alle kan opbyge os selv og være med til at opbygge hinanden. Det er et væsentligt mål for os. Hvad kan du og Gud gøre for mig, kan vi spørge om.

Jeg synes at vi på et tidspunkt skal gennemføre nogle undervisningsgange, hvor vi lærer om de forskellige nådegaver. Men jeg vil gerne give jer en appetizer.

Vi er i dag 9 voksne i ViA. Vi bliver med tiden flere.
Det er altafgørende at vi kan være trygge, når vi er sammen, at vi kan bevare fortroligheden med hinanden. Uden tillid og tryghed, så går det ikke. Vi må som fællesskab sørge for, at der er rum til forskellighed – uanset hvor langt vi er i livet, hvor stor vores tro er og hvor hele vi er indeni og hvor modne og erfarne vi er. Hvis vi kan have det for øje, og så Kristus, så er vi de levende sten, som Grundtvig taler om. Vi vil komme til at opleve frihed, helhed og glæde. Det er vores kerneværdier. Men det kan kræve af os, at vi nogle gange må bære over med alle de andre idioter, der ikke ved hvad det handler om. Ingen af os er større end de andre. Ikke engang præsten, der praktisk talt er tjener for hver enkelt person. Over for Gud – vor Far – er vi alle som børn, der er skrøbelige og som skal opdrages. Passes og plejes, og tages hensyn til. Se bare disciplene, der går til Jesus og spørger om, hvem der er den største i blandt dem og hvem der skal sidde tættest hos ham. Det er banalt, men menneskeligt. Og de var mennesker af kød og blod.

Jesus havde jo 12 forskellige mennesker eller disciple omkring sig, og den ene skulle forråde ham, det var hans funktion. Hvis han ikke havde gjort det, så havde vi heller ikke været her i dag. Så én skulle der til. Men stakkels ham. Det er ikke en misundelsesværdig rolle at have.

Hvordan er de 12 forskellige? Ganske kort.
Simon Peter:
Fisker. Ældste og førstemand. Særstilling. Nøglemagten. Peterskirken. Apokryf Petersevangelie om Jesu lidelse, død og opstandelse.

Jakob (Zebedæus’ søn):
Fisker. Tordensøn Særstilling – ivrig og stærk i troen, Spørger Jesus om han må sidde ved J. side.

Johannes (Zebedæus’ søn):
Fisker. Tordensøn etc. Den elskede. Yngste. Hviler ved J. bryst. J.ev. J. brevene. J.apokryfen om skabelsen ikke af Gud men af Satan – gnostisk. En senere johanæisk skole. Diskuteres stadig!

Andreas (Peters bror):
Fisker. Joh.Døber discipel senere Jesu disc. Senere missionær og biskop i Konstantinopel.

Filip:
Leder en til J., formidler ml. grækere og J. F.ev. Gnostisk Jesu ord. F. kendt for seksuel askese.

Bartholomæus:
Søn af Tolmaj.

Matthæus: (eller Levi, blandt jøderne selv den mest fremtrædende)
Tolder. M.evangeliet.

Thomas:
Tvivleren. T.evangeliet indeholder 114 Jesu ord/talesætninger. T.barndomsev. om Jesu barndom 5-12 år om mirakler. 12 spurve af ler der bliver levende. Dril og død og visenhed. Helbredelser og dødeopvækkelser og strække et bræt for Josef.

Jakob (Alfæus’ søn):
Altid Nr. 9!?

Thaddæus (eller Judas, Jakobs søn):
afledt af hjerte eller bryst.

Simon Kana’anæer Qan’an (eller Zeloten):
Betyder den ivrige. Militant jødisk gruppe.

Judas Iskariot:
Pengeholder/kasserer internt blandt disciplene. Iflg. Mt. Fortrød og begik selvmord.

Judasev. Apokryf – skjult.
Kanon særlig kristen samling af skrifter – år 367 i øst ved Athanasios’ påskebrev. År 396 i vest på Hippokonciliet.

Som I kan se, så er de hver især forskellige, og nogle hører vi mere om end andre. Jesu valgte bl.a. at beholde Judas i sin kreds. Men de var alle almindelige mennesker, der gerne ville følge Jesus. Der var et eller andet ved ham, som de ikke kunne modstå.

Der står vi jo også, ik’?
Så hvad kan vi hver især bidrage med?
Ja, om et stykke tid, når vi er mange nok, så skal vi jo starte menigheden formelt op, og nogle af os skal være meget med og nogle af os vil måske foretrække blot at komme til gudstjenesterne. Sådan er det. Men vi har hver især nogle evner, interesser og nådegaver.

Så, hvis I nu får 7 minutter til at tænke efter. Hvad er min største force, som jeg kan bidrage til opbyggelsen af menigheden med. Og hvad har jeg lyst til? Her skal skoene ikke være for små, det må gerne være sabelsutter.

Mit eget eksempel er:
Jeg vil være præst – på deltid. For jeg ved, at jeg skal dele for ikke at være for egenrådig. Derudover så vil jeg gerne undervise og forkynde og være forbeder og sjælesørger.

Så for mig er det formidling af Guds ord til hver enkelt her i menigheden, det har min interesse. Bagefter så holder vi pause, og så kan vi dele hvad vi tør med hinanden.

Værsgo!! 7 minutter. Gå ud og tis eller sid her, eller gå lidt rundt. Men giv hinanden den ro der skal til. Så laver jeg mere kaffe imens.
Runde!