Påskesøndag

Gik du glip af gudstjenesten i søndags, så kan du læse søndagens prædiken her på hjemmesiden. Må den være til velsignelse og inspiration for dig.
Kh. Peter Dyhr

Et stærkt håb

“Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. v2 De fandt stenen væltet bort fra graven, v3 og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. v4 Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.

v5 Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? v6 Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, v7 og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« v8 Så huskede de hans ord.

v9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. v10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, v11 men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. v12 Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.” (Luk 24,1-12)

Apostlen Peter

I dag skal vi på en rejse tilbage i tiden. Det er påskedag år 64! Det er næsten 30 år siden at Jesus er opstået fra de døde. Kristendommen har i mellemtiden bredt sig ud over romerriget til de større byer og langs de store transportveje. Ordet om Jesus er gået fra mund til mund og mennesker af alle klasser og nationer er blevet efterfølgere mere eller mindre hemmeligt.

På vejen ind til Rom – hvor Nero for tiden er kejser – og helt ind til haverne ved Vatikanerhøjen står der hundredvis af store råt tilskårne kors i vejsiden med blod på stolperne til skræk og advarsel for alle, som kunne finde på at gå imod kejserens magt. Som regel hang der et par forbrydere på nogle af dem med god afstand.

Men i disse dage blev disse kors ikke brugt til forbrydere. På dem hænger der mennesker, som ikke har gjort andet end at fortælle om det deres hjerte er fyldt af – troen på Jesus Kristus. De er blevet dømt for en brand, som de ikke har ansvaret for. Og som straf kunne de vælge mellem at blive korsfæstet, eller brugt som levende fakler, mens de brændte til døde eller de kunne blive indsyet i dyreskind og bidt til døde af vilde dyr. De fleste valgte at blive korsfæstet, ligesom deres herre.

En af dem var grundlæggeren af hele den kristne kirke – apostlen Peter. Han som Jesus havde sagt dette til: “Du er Kefas – klippen. På dig vil jeg bygge min kirke!” Peter blev korsfæstet med hovedet nedad og døde en grusom død.

Ignatius af Antiokia

Lad os rejse lidt frem i tiden. Det er år 107! Der er udbrudt nye forfølgelser af kristne i lilleasien. Det er kejser Trajans, som er ansvarlig. Mange er blevet anholdt og tortureret for at finde ud af om de følger Jesus Kristus!

En af dem er præsten Ignatius. Han var bosiddende i Antiokia og havde overtaget ledelsen af kirken der.
Ignatius blev anholdt og ført til Rom for at blive dømt for sin tro og han endte med at blive kastet for løverne i Amfiteatret i Rom. Inden han døde havde han skrevet nogle breve, som man kan læse i dag. Det er breve som er barsk læsning for os i vesten i dag. Men ganske passende for de missionærer, der med fare for deres liv er missionærer i Burma, Saudi Arabien, Nordkorea og andre lande, hvor kristne dør dagligt i dag.

Blandt andet skriver han dette, mens han er i fangenskab og venter på sin død: ”I må ikke hindre mig i at blive et offer til Gud, når alteret allerede er beredt. Lad mig bliver vilddyrenes føde, så jeg gennem dem, når frem til Gud. Jeg er Guds hvede, og gennem vilddyrenes tænder bliver jeg malet, så jeg kan fremstå som et rent Kristi brød.”

Hver gang der udbrød forfølgelse blandt de kristne, kom der i kølvandet endnu en vækkelse, fordi det gjorde så stort et indtryk på alle hvordan de kristne var. Hvorfor flygtede de ikke? Hvorfor gemte de troende sig ikke? Hvor kom den frimodighed fra? Hvor kom den styrke fra?

Dietrich Bonhoeffer

Det er påskedag år 1944. En ung præst ved navn Dietrich Bonhoeffer er kommet i koncentrationslejr, fordi han har talt kritisk imod Hitlers regime. Han prædiker frimodigt Guds rige til enhver, som vil høre og taler frimodigt imod enhver, som fordrejer det kristne evangelium. Han vil ikke holde mund! Det koster ham livet en regnvejrsdag, da han brutalt bliver henrettet foran de andre fanger.

Hvad er der så specielt ved denne dag?

Det er påskedag år 2008. Vi er samlet for at fejre Jesus opstandelse fra de døde. Det er den samme opstandelse, som alle kristne op igennem tiden har været samlet for at fejre. Vi fejrer den med respekt for alle de, som har givet deres liv for at fortælle de gode nyheder om Jesus!

Hvis vi kunne spørge apostlen Peter, hvordan han kunne rejse til Rom velvidende at han ville blive forfulgt og muligvis slået ihjel, så ville han sige: Det begyndte påske morgen! Havde du været sammen med mig den morgen ville jeg svare: ”Jeg har lige været ude ved graven. Jeg har lige set Jesu ligklæde med mine egne øjne. Det lå fuldstændig uberørt. Der hvor kroppen havde været, var der stadig et hylster, men kroppen var væk. Der hvor hovedet havde ligget, var der stadig et hylster, men hovedet var væk.

Den Jesus, som blev lagt i graven i fredags er med sikkerhed opstået i dag. Det er der ingen tvivl om. Men hans krop er forvandlet. Den krop Jesus har er en ny krop, som ikke er bundet af de samme regler som os. Ellers ville han ikke kunne være kommet ud af sit ligklæde på den måde.

Det er lidt svært at rumme lige nu. Men jeg kan mærke en varme, der breder sig ud i kroppen på mig. Jeg kan mærke et håb der vokser i mit hjerte. Jeg kan begynde at forstå alt det jeg er blevet fortalt. Det begynder at give mening” sluttede apostlen Peter af.

Og så kan vi læse i evangelierne hvordan det hele skete. Flere af kvinderne havde mødt Jesus ved graven og var ude af sig selv af frygt og glæde. To af disciplene var på vej fra Emmaus i nærheden af Jerusalem og havde fået besøg af Jesus og det havde sat deres hjerter i brand. Der havde været engle og jordrystelser og andre døde, som var opstået på samme tid, fordi Jesu opstandelseskraft havde været så kraftig at de havde ramt nogle flere grave.

Og så – da de alle var samlet om aftenen og de råbte i munden på hinanden for at fortælle alt hvad de havde oplevet – pludselig står Jesus der midt iblandt dem. Og de spiser sammen og de snakker sammen og de begynder at forstå, hvad det er der er sket denne dag og Thomas, som slet ikke kunne forstå noget og som havde brug for et konkret tegn, fik lov til at røre ved Jesu sårmærker, så han også kunne være med i festen.

Og Jesus forklarer så det hele en gang til… han fortæller ved brug af profeterne og de hellige skrifter hvordan han måtte blive menneske, leve som menneske, blive et syndoffer – og bringe tilgivelse for alle mennesker – i stedet for dem – ved at give Herodes og Pilatus lov til at tage hans liv. Og at Gud tog imod dette offer og som et tegn på dette – lod ham opstå igen! At han måtte dø, for at besejre døden og dødens magt, så ingen mennesker skulle være bange mere.

At han nu har genetableret fællesskabet mellem mennesker og Gud en gang for alle og at enhver som tror på Jesus for altid vil have liv, selvom de må dø for en tid.

Et stærkt håb

Det håb som Peter kunne mærke i sit hjerte denne påskemorgen. Det var det samme håb, som han havde, da han hang på korset i store smerter på vej mod sin død. Den undren han havde til at begynde med var blevet erstattet af vished.

Apostlen Peter kunne sige med sikkerhed i hjertet: ”Selvom de tager mit liv, så er jeg i trygge hænder, for min herre og min gud er herre over liv og død!” Jeg ved det. Jeg har set det! Jeg er ikke bange og der er intet på jord, som kan fjerne mig fra Gud og hans kærlighed og hans løfter. Intet! Heller ikke en sindsyg kejser, som slår mennesker ihjel i ren og skær ondskab.”

Påskemorgen er håbets dag! Det er hele hjørnestenen i kristendommen, som alt andet tager form efter. Var der ingen opstandelse, var der ingen kristendom. Hvis Jesus ikke opstod fra de døde, så havde hans offer været forgæves! Så havde hans liv været spildt. Men Gud selv oprejste Jesus fra døden og viste dermed hvem Jesus var – Guds egen søn!

Påskemorgen forvandlede en lille gruppe forskræmte mennesker til frimodige efterfølgere. Denne dag ændrede verdens historie og har forvandlet menneskers liv lige siden.

Og havde vi været med hos disciplene i hjemmet, så kunne vi råbe: Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden! Det var det som kvinderne ved graven råbte, da de forpustede kom tilbage efter deres møde med englene og Jesus!