Mirjam og kurven med Moses

I søndags fejrede vi familiegudstjeneste, og delte sammen både gospel, lovsang, total teater og en refleksion, alt sammen over heltinden, Mirjam.

Sidsel ledte os igennem historien om Mirjam, og det var rigtigt sjovt selv at være med! Faktisk syntes jeg teaterstykket var mere spændende opført end Bibelen egentlig beskriver det…

Historien om Mirjam bliver fortalt i den anden bog i Bibelen, og stilen er sådan lidt ligesom islandske sagaer. Det er super korte beskrivelser, hvor der sker helt sindssygt meget. Det første kapitel handler om at hebræerne er slaver i Ægypten, og det andet fortæller at Moses blev født… og SÅ blev han voksen! Det er super kompakt!

Og hvis man tænker lidt over det, så skal man virkelig udvælge sine historier med omhu, når der nu ikke er mere plads at fylde ud. Derfor så tror jeg der ligger noget helt essentielt i denne her fortælling. Noget som har været vigtigere end meget andet at fortælle.

Det så måske meget let ud, da vi opførte historien som teaterstykke, men for Mirjam var det en rigtig svær situation. Hun har kun været omkring syv år gammel, og alligevel har hun oplevet andre familier miste deres spædbørn, fordi faraoen havde beordret at de skulle dræbes. Altså, det er jo ikke nyheder for børn! Men alligevel er hun havnet i situationen, og som et forsøg på at gemme sin nye lillebror følger hun kurven med ham, flyde ned ad Nilen.

Se, pointen at gemme Moses var jo, at han skulle væk fra faraoen, men så sker der hverken værre eller bedre det, at Moses havner i armene på faraoens datter! Det er ikke super lækkert lavet, og Mirjam ved det godt. Hendes værste frygt står overfor hende, og hun skal træffe et valg. Vil hun bryde ind i situationen, og forsøge at afhænde konflikten, og dermed risikerer at både Moses og hende selv bliver dræbt? Eller lader hun som ingenting, og vender hjem til sin mor?

Alle der har en bror eller en søster ville nok gøre det sammen som Mirjam, og det er fordi vi elsker vores søskende. Vi har kærlighed til dem, og kærlighed får os nogle gange til at træffe nogle valg der overskrider vores værste frygt.

Jeg tror der ligger en dyb sandhed i det her, og jeg tror vi kan lære noget her, som ikke bare gælder i vores relation til vores søskende, men faktisk i vores relation til alle andre mennesker. For læser man videre i Bibelen så vil man opdage, at kernen i det hele er, at elske Gud, og at elske sin næste som sig selv. Sagt med andre ord; pointen er kærlighed. Og Mirjam, hun handler som hun gør fordi hun har kærlighed til sin bror, og det er godt, men Gud ønsker faktisk at denne kærlighed skal fylde i alle vores relationer.

Mirjam stod overfor sin værste frygt, en udfordring, og selvom ingen af os vil havne i den selv samme situation… så er jeg overbevidst om, at vi alle fra tid til anden vil finde os selv midt i en udfordring. Og når jeg siger udfordring, så mener jeg en udfordring der hindrer os i at elske vores medmennesker, at erfare at vi selv er elsket eller at elske Gud.

Overfor vores medmennesker kan vi f.eks. sige: ”Pas på! Han har sovet på gaden, og han lugter af øl”, eller vi kan sige: ”Drop hende! Hun er dum, og forstår jo alligevel ikke dansk,” eller vi kan have svært ved at udtrykke vores kærlighed, og f.eks. sige: ”jeg elsker dig”. Og sådan kan det også være med os selv, hvis vi f.eks. altid har fået af vide at vi ikke er gode nok…

Hvad vi kan have af udfordringer er lige så forskelligt, som vi alle er forskellige, men fælles for alle udfordringerne er, at hvis vi går en stor bue udenom, så vil dét der spænder ben for os, vokse sig større og større. Løsningen er at se frygten eller faren i øjnene, og gå ind i udfordringen.

Som kirke oplever jeg, at vi over tid kommer ind på livet af hinanden, og faktisk kommer ind på et lag af vores person, hvor der måske ikke har været andre før. Og det er både dejligt opmuntrende… og det er udfordrende, for hvis du f.eks. aldrig har været god nok i andres øjne, så vil det blive opdaget, og så vil der være mennesker, og tilmed en Gud, der ønsker at fortælle dig sandheden om dig selv. Det er udfordrende, og når vi står overfor sådan en sandhed kan den virke så skræmmende, at vi fristes til at stikke af… men det løser ikke noget. Problemet er der stadig.

Uanset hvad vi gør, så træffer vi et valg, og som Mirjam har vi muligheden for at trække os tilbage, og fortrænge hvad vi så, og håber det bedste vi kan på at Moses nok har klaret sig udmærket. Eller vi kan gå ind i udfordringen, og overvinde den… ganske vist med risiko for at vi måske taber ansigt.

Hvis Mirjam ikke havde trådt til, så kunne Moses være blevet dræbt, og så havde hebræerne måske været i slaveri helt frem til i dag. Vi ved det ikke, men der er ikke grund til at tro, at udfordringen ville have løst sig af sig selv.

Konklusionen er; hver gang vi undgår en sådan situation, så misser vi en mulighed for at kærligheden kan flyde mere frit, både i vores eget liv og i de mennesker der kommer på vores vej. Min opfordring er derfor: vær modige, ligesom Mirjam og lad kærligheden komme til udtryk!