Menneskets behov for at være Gud – en refleksion

Efter en uge i Taize, Frankrig, kunne jeg se tilbage på et hav af samtaler med unge søgende mennesker omkring troen på, og livet med, Gud. Det var som om der var én grundlæggende blokade for at livet med Gud kunne udfolde sig.

Blokaden har at gøre med menneskets tilbøjelighed til at sætte sig selv i centrum for tilværelsen, helt ligesom Jorden engang blev opfattet som universets centrum. Jeg har valgt at kalde denne blokade for “menneskets behov for at være Gud”, og den har to underemner:

1. Det første drejer sig om Gud som initiativtager – at Gud er skaberen, og at mennesket er skabt i hans billede til at afspejle ham. Ikke omvendt, hvor Gud var et produkt at menneskets tanke eller skabt i menneskets billede.
2. Det andet drejer sig om Guds personlighed – at Gud er en personlig Gud, der er personligt interesseret i venskab og fællesskab med hvert enkelt menneske.

Guds venskab med mennesket – initiativ og person
Hele det gamle testamente er fyldt med forskellige beskrivelser af Guds interaktion med mennesker. Hver episode har sin egen historie at fortælle, ligesom Gud i hver episode har haft sine grunde til at åbenbare sig eller vejlede mennesket. Og i midten af alle disse fortællinger om Guds handlen, der ser vi at Gud har en personlighed. Vi hører endda om samtaler med Gud!

Senere i det nye testamente kan vi læse om hvordan Gud blev menneske i Jesus fra Nazareth, og sågar kaldte mennesker for venner! Og senere igen kan vi læse kirkens første teolog, Paulus, beskrive hvordan at Guds Ånd tager bolig, og lever, i os!

Det er ubegribeligt, at denne Gud, der har skabt himlen og jorden og alt, er nærværende, i dag! Enhver der trækker på skuldrene over dette, har ikke set hvor stort det er! Det er ubegribeligt!

Gud er ikke skabt i menneskets billede
Da Gud skabte det hele, skabte han også mennesket i sit billede, og jeg tror det er en nøgle i kristendommen… og samtidig er det et sted hvor filmen kan knække for os. For i vores søgen efter Gud kan vi godt komme til at opfatte Gud som en menneskeskabt idé – altså at Gud er skabt ud af menneskets tanke eller i menneskets billede. Det er omvendt. Først var Gud, og han tog initiativet til os.

Hvis vi stiller os selv i en søgendes sko – en person der leder efter en endnu ukendt guddommelig kraft – så er det givet at vi må tage udgangspunkt i os selv, men i takt med at kendskabet til Gud vokser, så bliver der behov for et skifte. Der vil uundgåeligt komme et punkt, hvor udgangspunkt skifter fra at hvile på sig selv, til at hvile på Gud. Et punkt hvor man siger: “Ja, Gud. Det er dig, der er Gud. Ikke mig”. Denne overgang er en naturlig, og nødvendig, del af overgivelsen til Gud, men selv når Gud er blevet Gud for os, så kan vi stadig behandle ham, som om det var os der styrede ham.

Da Gud ikke er en menneskeskabt idé er det ikke alt i Gud vi kan begribe – han har afsløret sig selv for os, men samtidig er han endnu et mysterium for os. Dette hænger sammen med hans storhed, for han har jo trods alt defineret tyngdekraften og opmålt tiden for os, hvorfor han selv er uden for disse, og dermed desto svære at begribe. Men mysteriet hænger også sammen med Guds personlighed.

Gud er ikke et system
Som både søgende og troende kan vi have en tendens til at desekrerer det guddommelige, og bryde Gud ned i formler, ligninger og simple flowcharts. Sagt med andre ord; at gøre Gud til et system – en opfattelse af Gud meget lig farisæerenes, på Jesus’ tid. Deres tilgang til Gud bar nemlig stærkt præg af en streng overholdelse af de religiøse regler, til en sådan grad at forholdet til Gud kunne virke upersonligt. Hvis det er den tilgang vi har til Gud i dag, så må vi lade Jesus vende Gud på hovedet for os, ligesom han gjorde det med farisæerne.

Når Gud fremtræder personlig, så må vores relation med ham på sin vis ligne vores relationer med andre mennesker. Prøv at tænke over: Ligesom man ikke kan beskrive en ven til fulde, og ej heller opdele vennen i ligninger og systemer, så kan vi heller ikke gøre det med Gud. Der vil altid være mere, for en personlighed passer ikke ned i kasser. Behovet for at ligge Gud ned i kasser, hænger for mig at se sammen med et ønske om kontrol over Gud, og at lade ham blive skabt ud af vores tanker.

Og videre endnu i tankerækken: To mennesker vil altid beskrive en fælles ven forskelligt, da relationerne helt naturligt vil have lidt forskellige karakterer og oplevelser i baggagen, så er der dog stadig tale om én fælles ven. På sammen vil også to mennesker beskrive Gud forskelligt, da deres erfaring med ham også er forskellig, og dog er han den samme. Subjektivt erfaret af den enkelte og objektiv i sin helhed for alle. De to beskrivelser står således ikke i modsætning til hinanden, men kan føre til en endnu større forståelse af ham.

Konklusionen bliver at pointen med kristendommen – og det som kristendommen leder hen mod – ikke er den fulde beskrivelse af Guddommen, men derimod mødet med hvem Gud er, og livet sammen med ham.

Derfor kan man ikke sige at troen på, og livet med, Gud, udelukkende er for de oplyste teologer eller andre lærte og reflekterende mennesker. For livet med Gud har ikke erkendelse som forudsætning, men derimod venskabet med Gud, og dermed troen på det ubegribelige.

Wow… det var et langt indlæg! Tusind tak fordi du kom så langt ;o)

Guds fred
Christian

Del på Facebook