Hvor er det spændende at være kristen i disse år! At være en del af en kæmpe familie med tusindvis af brødre og søstre, der i store og små kirker hver især gør sit til at mennesker bliver hjulpet og lærer Jesus at kende. Det er et stort privilegium. Vi er – ligesom der står i 1. Petersbrev – ”et helligt præsteskab, et ejendomsfolk”, der bor ud over hele verden.
På vores rejse rundt om jorden har vi besøgt de største og mest kendte kirker i verden som Hillsong i Australien og Saddleback i USA. Vi har besøgt kirker som Rhema Church i Sydafrika med over 45.000 medlemmer og Rock Church på Bali med flere tusinde medlemmer. I den modsatte ende har vi besøgt små menigheder med under 10 medlemmer på Fiji, 50 medlemmer i Thailand og 150 medlemmer i Citychurch i New Zealand. Vi har bevæget os gennem de fleste kirkesamfund, sprog og gudstjenesteformer. Hvert sted har vi taget en inspiration med os. Hvert sted har vi lært noget. Hvert sted har vi mødt mennesker, som elsker Jesus og ønsker at deres menighed skal være med til at gøre en forskel. Hvert sted er vi blevet mødt med kærlighed og gæstfrihed og det har varmet vores hjerter og fået os til at overveje hvordan vi tager imod gæster og fremmede, når de kommer til vores dør. Går der en rød tråd igennem nogle af alle de indtryk vi har fået ved vores mange kirkebesøg, så er det, at kærlighed, glæde, begejstring og mission er drivkraften bag de kirker, som lykkes med at gøre deres visioner til virkelighed. Og det er lige meget om det er kirker på størrelse med Disneyland eller om det er små husmenigheder, som arbejder ud fra et privat hjem med at bygge kirke.
I Hillsong Church i Sydney, hvor vi tilbragte over 3 uger og deltog i stort set alt hvad de havde af aktiviteter såsom cellegrupper, børnekirke, ledermøder og gudstjenester, var det tydeligt at mærke den glæde og begejstring de havde ved at være kristne. Det kom til udtryk igennem deres lovsang og i deres undervisning, men også hos dem, der sagde goddag ved døren og de der solgte kaffe i cafeen. Vi oplevede at disse mennesker ganske enkelt var begejstrede og den begejstring smittede. De ønskede at alle, inklusive deres venner og bekendte, måtte lære Jesus at kende.
I LIFE (Christian Life Center) i Auckland blev vi forbavset over den vækst de havde oplevet de sidste 3 år. Over 2.800 mennesker havde alene i 2006 for første gang valgt at blive kristne til en af deres gudstjenester. Og det i en by som på mange måder ligner København og hvor det ikke er almindeligt at gå til gudstjeneste om søndagen eller være en del af et kirkeligt miljø. Alt sammen fordi der blandt kirkens medlemmer er en begejstring for at være kristne og en stærk passion for at dele troen med andre mennesker. Igen er det her kærligheden, gæstfriheden og omsorgen der baner vejen i menneskers hjerter. Denne menighed er blevet fordoblet på under 3 år. Og det giver håb for os i Danmark. Det kan lade sig gøre at vokse som kirke. Der er mennesker omkring os, som ønsker at blive troende, men som mangler en kristen til at vise vejen. Vores store ufordring i Danmark er nok at få begejstringen og glæden op til overfladen og sætte ord på vores tro, så andre kan forstå og blive nysgerrige.
Bangkok – det bringer straks en masse billeder frem på nethinden af store markeder for turister, gyldne Buddhastatuer og et mylder af tuk-tuk taxier, der snoer sig igennem den tætte trafik. Men der er også en anden side af Bangkok, som ikke er så tydelig. I mange år har Bangkok virket som en magnet på folk fra hele Thailand, der ønsker et bedre liv. Tusinder af disse ender deres rejse i de mange slumområder, der de sidste år er skudt op de mest usle steder i hele byen. I 16 af disse slumområder er der langsomt sket en forandring til det bedre. Der er kommet håb om bedre fremtid for de mange børn, som vokser op uden skolegang og muligheder for uddannelse. Med Nitaya som vores vært og guide blev vi kørt hen til et af de slumområder, hvor hun selv boede og hvor hun arbejdede med at uddanne og træne børnene i sprog, læsning, musik, dans og kristendom. Nitaya selv var blevet kristen for 3 år siden gennem Ruth og Inchai Srisuwan, der både har plantet en kirke og har opbygget organisationen Thai Faith and Music Foundation, som Nitaya nu er en del af. Igennem årene er det lykkes for de aktive medarbejdere at forandre de unges sind og hjerter, så de kan begynde at håbe på en bedre fremtid. Flere af dem bliver ligesom Nitaya kristne og siden hen aktive i deres menighed. De bliver ganske enkelt tiltrukket af den kærlighed, tålmodighed og omsorg de møder fra deres kristne lærere, kunstnere og musikere dag efter dag, måned efter måned og år efter år. For os 4 i familien Dyhr var det en stor oplevelse at være med en dag og se hvordan de formåede at nå ind til disse unge mennesker og deres forældre. Mange af dem som vi mødte i slummen om lørdagen, så vi igen i kirken til gudstjenesten om søndagen. De kunne bare ikke få nok! For os var det en øjenåbner i forhold til hvordan man kan bruge sin energi i en menighed. Dette var en kirke, som ikke bare snakkede om mission og hjælpsomhed i bred forstand. Dette var en kirke, som satsede det meste af sin energi på at gøre en forskel i 16 forskellige slumområder. Og det var ikke en rig kirke eller en stor kirke. De har nok ikke været mere end 50 medlemmer!
Længere nordpå i den næststørste by Chang Mai i Thailand blev vi modtaget af seniorprofessor Viggo Søgaard, som igennem 12 år havde været med til at opbygge den kristne radio og TV-station ”Fredens Stemme”, hvorfra der blev sendt kristne programmer på mange forskellige sprog og dialekter ud til hele Thailand og de nærliggende lande såsom Burma, Vietnam, Kina og Cambodia. I denne del af verden er radioen et utroligt stærkt medie, fordi alle har råd til en radio og lytter til radio uanset hvor de er. Mange er analfabeter, så radioen er en god måde at introducere dem til kristendommen. Han tog os med på en tur til en af de mange flygtningelejre fyldt med burmesere (flere end 50.000), der af frygt for deres liv er flygtet fra militærdiktaturet i Burma. I en af disse flygtningelejre har professor Broder Simon opbygget en bibelskole på bachelorniveau, der uddanner missionærer. Da vi ankom, var der over 300 elever tilknyttet, hvoraf mange af disse en dag vil rejse tilbage til Burma for at blive missionærer med fare for deres liv. Bliver de fanget, er de sikre på at blive skudt. Vi blev alle meget stille i vores lille familie efter vores to besøg i flygtningelejren. Det udfordrede os at se hvor stor en pris disse unge mennesker var villige til at betale for at dele deres tro. Vi begyndte at snakke om vores egen frygt for hvad der kan ske os, når vi deler vores tro. Og der, lige midt i bussen på vej væk fra flygtningelejrens barske virkelighed, synes vi ikke vi havde den store grund til at holde tilbage med hvad Gud har betroet os.
Det er ikke så nemt at vælge ud og skrive så kort om de mange indtryk vi har fået på vores rejse. Faren er at det bliver overfladisk og svært at forholde sig til, når man som læser ikke selv har været der og oplevet det på sin egen krop. Men en overvejelse kunne være god at gøre sig. Det som måske er drivkraften bag alle disse mennesker, som gør en forskel. Hvad har sat deres hjerter i brand? Hvad gør de for at blive så begejstrede? Hvordan får de den glæde og den brand? Og her må vi spørge os selv: Er vores fællesskab med Jesus af en sådan kvalitet, at vi er med til at gøre en forskel? Vi er selv kommet frem til i vores familie, at vi dagligt må styrke troen ved at minde hinanden om de løfter Gud har givet os. Og indrømmet: Det er svært ikke at blive begejstret, når vi tænker på, hvad Han har gjort for os og gør for os! Når vi hver dag har fokus på Gud og vores fællesskab med Ham oplever vi, hvordan han hele tiden vejleder og hjælper os gennem sit Ord. Det er det der giver begejstring og glæde. Det der smitter! Som der står i Johannes evangeliet 15,5 ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
- Peter Dyhr, præst i Københavns Frimenighed
The Gospel Fellowship er en GOSPELKIRKE med masser af sang og musik til vore gudstjenester. ALLE er velkomne til at være med!
Pingback: Hilsen fra Chang Mai | Københavns Frimenighed