Mød Kamilla og værestedet Pegasus

Kære Københavns Frimenighed

Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg her til hjemmesiden og nu skal det være.. i dag oplevede jeg noget som overbevidste mig endeligt.. men først en kort præsentation af, hvem jeg er:

Jeg hedder Kamilla, er 20 år gammel og er flyttet til København i august. Derfor har jeg ikke været i kirken så længe og kender ikke så mange af jer. Jeg føler dog, at jeg er, hvor jeg skal være og jeg glæder mig til en fremtid i kbhfri. Lige nu arbejder jeg som volontør, 4 dage om ugen på Kollegiet Gl. Køge landevej og værestedet ”Pegasus”.

Førstnævnte er et bosted for hjemløse mænd, der kan bo 148 hjemløse. Hjemløse skal forstås på den måde, at hvis de ikke boede der, gik de på gaden. Mange af dem er i en eller anden form for venteposition angående bolig – og derudover har mange misbrug og psykiske problemer, hvilket medvirker til, at de ikke kan fungere i lejlighed. Enkelte venter på en plejehjemsplads.

Værestedet jeg arbejder på, er et sted, hvor der kommer ældre mennesker, psykisk syge, misbrugere, hjemløse – generelt ”socialt udsatte grupper”. De fleste er ensomme og har ikke et netværk, de har meget brug for social kontakt.

At være sammen med disse mennesker hver dag er intet mindre en fantastisk, hver dag er meningsfuld og begivenhedsrig. Jeg får lov til at lære dem at kende, høre deres historie, dele gode oplevelser med dem og gøre deres hverdag lidt lysere. Jeg får lov til at bruge mine gaver og talenter; så som at vække tillid hos dem, være lyttende, se deres behov og jeg får SÅ meget igen. På en eller anden måde har det at være sammen med ”de socialt udsatte” også forandret min tro på Gud. Jeg føler jeg fokuserer mindre på, ”hvordan jeg ikke skal være fordi jeg er kristen”, men i stedet mere på, ”hvad jeg skal stræbe efter at være”. Hvor jeg før i tiden tit øvede mig i at lade være med at bagtale, lyve, tænke dårlige tanker, være negativ, sladre osv. osv. så øver jeg mig nu hver dag i at elske. Og jeg kan allerede sige nu, at det har været mere succesfuldt, end da prøvede at blive et bedre menneske ved kun at fokusere på det jeg ikke måtte gøre.

Jesus er det ypperste eksempel vi har på et menneske, der elskede ubetingelsesløst og grænseløst, og hvis en kristen er en efterfølger af Jesus, så ved jeg godt, hvad jeg skal bruge resten af mit liv på; at vokse i kærlighed på alle planer.

Jeg har lyst til at fortælle jer dette, fordi det er blevet så stort for mig. Jeg har læst en del kristen litteratur, som har været med til at få mine øjne op for hvem Gud er, men jeg har aldrig forstået så meget som jeg gør nu, ”blot” ved at få lov til at elske mine medmennesker.

I dag er jeg blevet overbevist om, at jeg skulle skrive dette brev, og det er jeg fordi, jeg har mødt et behov for kærlighed, som jeg står magtesløs overfor. I dag spiste jeg frokost og over for mig sad min gode ven Jan. Pludselig flød tårerne fra hans øjne og vi gik for at tale sammen. Han var ked af en masse ting og han fortalte mig bl.a. at hans mor døde for 4 år siden og siden har han haft det meget svært. Han følte dårlig samvittighed over for hans mor, fordi han ikke mente, han havde hjulpet hende nok inden hendes død. Han var meget meget ked af det og gav også udtryk for sin ensomhed.

Jan er tidligere heroinmisbruger, har siddet i fængsel og er i dag på metadon, så han kan holde sig rask. Han føler livet er hårdt ved ham, nogle gange har han lyst til at være skæv, for så kan han ikke mærke, hvordan han har det. Jan åbnede sig virkelig for mig i dag og han var meget ærlig. Hvis man ser på det liv han har levet, så klarer han sig okay, men han har mange bekymringer. Da hans mor døde, døde hans familie, han har ikke andre. Han har venner, men de er også tidligere narkomaner eller døjer med andre problemer. Jan er ensom og mangler en ven, der kan støtte, opmuntre, lægge øre til, tørre tårer væk. Klokken 15 gik jeg hjem. Lederen fra værestedet kiggede på mig og sagde: ”Kl. er 15, tak fordi du har hjulpet, Jan i dag! Du kan ikke gøre mere nu” Og så gik jeg… modvilligt.

Jeg elsker mit job og de mennesker jeg møder, men klokken 15 har jeg fri og må gå fra dem, midt i al deres sorg, frustration og smerte. Det gør mig frustreret. Tanken om, at de mennesker jeg kunne betro mig til forlod mig hver dag på et bestemt klokkeslæt, ville få mig til at føle mig som et ensomt menneske, og sådan tror jeg de føler det.
Jeg har dyb respekt for pædagogerne og socialrådgiverne, som gør et stort stykke arbejde for de mennesker, uden deres råd og vejledning ville de have det dårligere. Men hjælpen rækker ikke.

Da jeg startede som frivillig deltog jeg i en begravelse for en 77-årig hjemløs, og i kirken sad der 10-15 mennesker. De mennesker der havde kendt ham længst, havde kendt ham i 9 år. Politiet fandt ingen pårørende. Ingen barndomsvenner, børn, søskende, gamle venner, der kunne fortælle beretninger om hans barndom, ungdomsliv eller voksenliv.

Der er mennesker i dag, som lever i dyb dyb ensomhed. Jeg føler et kald. Jeg kan mærke, at Gud har lagt en nød på mit hjerte, som brænder i mig. Jeg længes efter, at disse mennesker bliver en del af min familie, bliver en del af min omgangskreds, en del af vores fællesskab. Og jeg længes efter at tale med mennesker, der ikke først og fremmest taler om professionalisme og grænser i kontakten til disse mennesker, men taler om kærlighed! Hvis dette har vakt noget i dig, så vil jeg rigtig gerne mødes og snakke.

”..Jesus udformede en måde at leve på, som virkeliggjorde Guds herredømme, et fællesskab, hvor mennesker forsones, og vores skyld er tilgivet, ligesom vi tilgiver dem, der står i gæld til os. Dette herredømme blev ikke spredt gennem organisatoriske tiltag eller strukturelle systemer. Det smittede ligesom sygdom – gennem berøring, gennem åndedrættet, gennem livet. Det spredte sig gennem mennesker, der var inficerede med kærlighed”
(Den uimodståelige revolution af Shane Clairbone)

De kærligste hilsner
Kamilla