"God is not danish!"

Her til morgen tog jeg for alvor afsked med hvad der var blevet en rigtig god ven, og vi kommer nok ikke til at se hinanden igen, udover via Skype-samtaler og Facebooks statusopdateringer.

Det er lidt mærkeligt for det er egentlig kun et år siden jeg for første gang traf Hannah til en gudstjeneste i Krudttønden, men det føltes som om vi har kendt hinanden længere end det. Hun var blevet inviteret med i Krudttønden en dag jeg prædikede, men desværre forstod hun ingenting af hvad jeg sagde. Set i bakspejlet var jeg lidt ked af det. Jeg følte jo virkelig jeg havde noget godt på hjertet, men ak det er nu engang meget normalt når man kommer hele den lange vej fra Australien, og slet ikke forstår en lyd af den danske prædiken… Men nuvel, måske var det netop derfor vi kom i snak og lærte hinanden så godt at kende, men lad det nu ligge.

Hannah viste sig at have taget et kæmpe skridt i tro, og havde rejst helt til Danmark for at studere ernærningsvidenskab (som jeg tror det hedder på dansk) uden egentlig at vide om hun var kommet ind på studiet eller ej. Hun gjorde det både fordi hun drømmer om at hjælpe tredjeverdens landes udvikling, og fordi hun oplevede at Gud skubbede hende mod Danmark… så selvfølgelig kom hun ind på studiet!

Som tiden gik viste det sig at studiet i Danmark ikke var tilstrækkeligt, men samtidig med at den dør lukkede, så åbnede der sig en ny. Hun fik af mystiske veje adgang til Unicef’s CEO og leder af deres nødhjælps afdeling i Nordhavn, hvilket var vildt nok i sig selv. Her fik hun så også både vejledning omkring hendes studieforløb, samt adgang til Nutriset, en fabrikant af langtidsholdbar nødhjælps fødevarer i Frankrig, hvor hun på fredag skal til samtale om et ‘internship’. Det lyder måske simpelt, men når man kender hende og de mennesker hun har været i kontakt med, så er det tydeligt at se hvordan Gud har åbnet den ene dør efter den anden for Hannah. Og det vilde er, at Hannah aldrig med sikkerhed ved om hun er kommet ind på studiet, kommet ind på Nutriset eller har et sted at bo. Hun oplever Hud leder hende, og så går hun! Og Gud sørger så for hende – det er i hvert fald det jeg ser i hende!

Nå, men det var egentlig ikke det jeg ville fortælle, men det er bare så vildt at det må med. Eftersom Hannah kommer fra en kristen baggrund i Australien begyndte hun hurtigt efter hendes ankomst at lede efter en kirke at kunne blive en del af, og her kom vi ind i billedet… ellers det vil sige… Hannah besøgte Københavns Frimenighed den éne gang hvor jeg prædikede, og hun kom så aldrig igen, til gudstjeneste altså. I stedet blev hun en del af en af de unge cellegrupper, og deltog senere ved vores ugentlige morgenbøn i Nordvestkvarteret. Det har hun gjort mere eller mindre lige siden hun ankom, og altså helt frem til i morges.

Ligesom vi alle bære rundt på en historie eller en kultur, så bar Hannahs historie ganske vist præg af Gud, så der havde også sneget sig en vis mistillid ind omkring kirke og fællesskabet af disciple. “Kan kirke være andet end system?” og “Kan fællesskabet med mennesker omkring Jesus overhovedet være oprigtigt nærværende midt i hverdagens mange opgaver?” var blot nogle af de spørgsmål hun trak med sig for et år siden.

Mange måltider med hurtige slatne kartofler, mange sene samtaler over den snart kolde kaffe, mange besværlige bønner på halv dansk-engelsk og mange morgener med morgenhår senere… har det med hendes egne ord, været en forvandlende oplevelse for hende at være en del af vores fællesskab. Det har både været opmuntrende og udfordrende for hende, og derfor kan hun nu – en personlig og trosmæssige rejse senere – se at Gud rent faktisk bruger kirken, elsker den og sørger for den, samt at fællesskabet med andre mennesker omkring Gud er essentielt for en levende tro. At være discipel af Jesus er simpelthen ikke noget man gør solo. Derfor vil det første hun gør når hun lander i både Frankrig og Australien være, at starte en cellegruppe eller morgenbøn. Derfor har hun heller ikke kunnet lade vær med at fortælle hendes andre danske venner om hvad hun eksempelvis oplever til morgenbøn i sådant omfang at de siger: “Det der om morgenen og fællesskabet generelt; det lyder ikke særligt dansk”. “No” siger hun “but God is not danish either!” ;o)

For mig har vores venskab været som en kompakt rejse, hvor vi har fået lov til at flytte hinanden, og vi har begge fået mere ud af hvem Gud er. Det har ikke altid været lette snakke vi har haft, men sådan er det nogle gange med lyset. Det kæmper mod mørket, ligesom kærlighed kæmper mod had og frygt, og kun i fællesskabet omkring Gud kan vores rejse udfolde sig.

Med bøn om Guds fortsatte velsignelse på Hannahs vej
Christian Laugesen