Den fortabte, og den forhærdede søn – en refleksion
Kære menighed
På det seneste har særligt én af Jesus’ historier optaget mig. Det er som om Gud har vakt min nysgerrighed, og jeg er blevet nødt til at opsøge hvad det er der ligger i teksten. Det er der kommet disse refleksioner ud af, som jeg håber kan være til inspiration.
Historien kender jeg bedst som “Lignelsen om den fortabte søn”, men jeg ved at andre kalder den for “Lignelsen om den barmhjertige far”. Uanset hvad, så er at finde Lukasevangeliet kapitel 15 vers 11-32. Historien fortæller om en far der havde to sønner, og er en illustration af hvordan Gud som far er barmhjertig.
Historien – set i sin kontekst – fortæller at den ene søn ønsker sin far død og borte, og derfor beder om at få sin arv. Faren giver sønnen det han beder om, og straks efter rejser han væk – ud i verdenen. På den måde kan man sige at sønnen vælger at udleve hans ønske om at være uafhængig af sin far – både finansielt og relationelt.
Desværre for sønnen går verdensrejsen galt, og han vælger at vende tilbage til sin far med både tomme lommer og en knækket stolthed. Sønnen træffer det eneste valg han kan træffe, for han er afhængig af sin far.
Historien fortæller at faren imod al forventning løber sin fortabte søn i møde, og derved udtrykker hans barmhjertighed. Faren fortrænger eller overser ikke hvad der er sket imellem, men hans kærlighed til sin søn overstiger hvad der er sket, for NU skal der festes! “Min søn er vendt hjem!” udbryder han jo.
Hvis den yngste søn er den såkaldte fortabte søn, hvad er den ældste søn så? Den trofaste søn? Den ældste søn er jo den søn der ikke ønskede sin far død, den søn der blev hos sin far og den søn der holdt alle sin fars bud. Det er da trofasthed, ikke sandt?
Det ser i hvert fald meget trofast ud, men også han har noget at lære i denne episode. For da den ældste søn opdagede sin fars glæde og generøsitet overfor sin yngre bror – sønnen der jo havde forladt dem alle sammen – da blev han afsløret i hans forestilling om hvordan hans far er.
Den ældste søn reagerede jo med fordømmelse og jalousi mod sin egen bror, og han deltog derfor ikke i festen over sin brors hjemkomst. Istedet gik han forhærdet rundt udenfor, indtil hans far opsøgte ham. I deres samtale lader det til, at den ældste søns begrundelse for at blive hjemme har bygget på et ønske om, at gøre sig fortjent til sin fars kærlighed. Et ønske der på sin vis også er et udtryk for uafhængighed…
Jeg bliver nødt til at spørge; hvilken søn er du? Jeg har stillet mig selv dét spørgsmål, og jeg må sige, at jeg kan se træk af begge i mig selv. Nogle gange vender jeg ryggen til Gud, selvom jeg ved hvad hans gode ønsker er, og andre gange arbejder jeg med på Guds planer, men finder mig selv hovmodig mod andre. Og sådan er det nok for os alle sammen…
Pointen med Jesus’ historie, så vidt jeg ser den, er ikke først og fremmest at fortælle os at vi burde vide at Guds bud altså er de bedste, men snarere at løfte Guds nåde op.
Begge sønnerne er jo på sin vis fortabte. Den ene søn vender bevidst ryggen til sin fars kærlighed, og vil ikke have noget med ham at gøre. Den anden søn bliver hos sin far og holder alle budene, men overser den Ånd som budene er gennemsyret af. Måske havde den ældste søn glemt det vigtigste, nemlig fællesskabet og overgivelsen til sin far.
Uanset hvilken søn vi fra tid til anden bedst kan identificerer os med, så er det først og fremmest Guds favn vi møder. Enten løber han os i møde midt i vores værste nederlag, eller også opsøger han os, når vi går ude og pukler eller bliver forhærdede i vores hjerter. Det er favnen der først og fremmest kendetegner den barmhjertige far.
Guds fred
Christian Laugesen

Find vej


GENIAL UDLÆGNING, Christian.
Jeg kan faktisk rigtigt godt li’ at blogge og på den måde dele mine overvejelser og opdagelser. Og det er kun rart at høre når det også giver mening for andre! Tak for din kommentar, Iver!
Tak, Christian. Det var meget rammende.
Kære Christian
Pyh ha, hvor er det svært at være menneske…
Vi er fire søskende, der voksede op på derhjemme på slægtsgården, hvor far og søn i 6 generationer siden 1790erne har afløst hinanden som ejere. Da det blev min brors tur i midten af 1970erne, ville han ikke følge mønstret og valgte i stedet et flot liv ude i hele verden, indtil han blev meldt savnet i Alaska for få år siden.
Min ældste søster kunne ikke dengang bære, at gården skulle ud af familiens hænder, så hun fandt en landmand, som hun giftede sig med, overtog gården og vore forældre flyttede ind i aftægten.
Nu er vore forældre døde og borte og vi to yngste søstre kom som to fortabte sønner (døtre) hjem for at arve vore forældre.
Helt som i lignelsen fandt vi vores storesøster og hendes mand i et humør, der ikke lod dem gå med ind og deltage i et godt måltid med os. De lader forstå, at de har ofret sig et liv igennem for gården og for vore forældre og mere end antyder, at min søster og jeg er ikke særlig velkomne i bodelingen.
Lignelsen om den fortabte søn har ingen slutning og Jesus fortolker den heller ikke. Den stopper brat. Min fortælling stopper også her og jeg ved ikke, hvordan den skal ende.
Men jeg tænker: hvem er egentlig den fortabte søn: ham, der kommer hjem eller ham, der blev hjemme? Jeg tror, det var biskoppen over Lolland Stift, der engang reflekterede over, hvem der er den glade kristne: det barn, der glad drager ud i verden og lever et jævnt og muntert liv på jord til menneskets ære eller, det barn, der opofrer sig? Ud over det ene store offer, gør vi kristne det da ikke meget i ofringer eller opofrelse, gør vi? Men måske er det en før-kristen tankegang, at man skal ofre sig for jorden?
Jeg vil i hvert fald hellere danse på den og så må arven jo fare. Hvem er mon de fortabte?