Den fortabte, og den forhærdede søn – en refleksion

Kære menighed

På det seneste har særligt én af Jesus’ historier optaget mig. Det er som om Gud har vakt min nysgerrighed, og jeg er blevet nødt til at opsøge hvad det er der ligger i teksten. Det er der kommet disse refleksioner ud af, som jeg håber kan være til inspiration.

Historien kender jeg bedst som “Lignelsen om den fortabte søn”, men jeg ved at andre kalder den for “Lignelsen om den barmhjertige far”. Uanset hvad, så er at finde Lukasevangeliet kapitel 15 vers 11-32. Historien fortæller om en far der havde to sønner, og er en illustration af hvordan Gud som far er barmhjertig.

Historien – set i sin kontekst – fortæller at den ene søn ønsker sin far død og borte, og derfor beder om at få sin arv. Faren giver sønnen det han beder om, og straks efter rejser han væk – ud i verdenen. På den måde kan man sige at sønnen vælger at udleve hans ønske om at være uafhængig af sin far – både finansielt og relationelt.

Desværre for sønnen går verdensrejsen galt, og han vælger at vende tilbage til sin far med både tomme lommer og en knækket stolthed. Sønnen træffer det eneste valg han kan træffe, for han er afhængig af sin far.

Historien fortæller at faren imod al forventning løber sin fortabte søn i møde, og derved udtrykker hans barmhjertighed. Faren fortrænger eller overser ikke hvad der er sket imellem, men hans kærlighed til sin søn overstiger hvad der er sket, for NU skal der festes! “Min søn er vendt hjem!” udbryder han jo.

Hvis den yngste søn er den såkaldte fortabte søn, hvad er den ældste søn så? Den trofaste søn? Den ældste søn er jo den søn der ikke ønskede sin far død, den søn der blev hos sin far og den søn der holdt alle sin fars bud. Det er da trofasthed, ikke sandt?

Det ser i hvert fald meget trofast ud, men også han har noget at lære i denne episode. For da den ældste søn opdagede sin fars glæde og generøsitet overfor sin yngre bror – sønnen der jo havde forladt dem alle sammen – da blev han afsløret i hans forestilling om hvordan hans far er.

Den ældste søn reagerede jo med fordømmelse og jalousi mod sin egen bror, og han deltog derfor ikke i festen over sin brors hjemkomst. Istedet gik han forhærdet rundt udenfor, indtil hans far opsøgte ham. I deres samtale lader det til, at den ældste søns begrundelse for at blive hjemme har bygget på et ønske om, at gøre sig fortjent til sin fars kærlighed. Et ønske der på sin vis også er et udtryk for uafhængighed…

Jeg bliver nødt til at spørge; hvilken søn er du? Jeg har stillet mig selv dét spørgsmål, og jeg må sige, at jeg kan se træk af begge i mig selv. Nogle gange vender jeg ryggen til Gud, selvom jeg ved hvad hans gode ønsker er, og andre gange arbejder jeg med på Guds planer, men finder mig selv hovmodig mod andre. Og sådan er det nok for os alle sammen…

Pointen med Jesus’ historie, så vidt jeg ser den, er ikke først og fremmest at fortælle os at vi burde vide at Guds bud altså er de bedste, men snarere at løfte Guds nåde op.

Begge sønnerne er jo på sin vis fortabte. Den ene søn vender bevidst ryggen til sin fars kærlighed, og vil ikke have noget med ham at gøre. Den anden søn bliver hos sin far og holder alle budene, men overser den Ånd som budene er gennemsyret af. Måske havde den ældste søn glemt det vigtigste, nemlig fællesskabet og overgivelsen til sin far.

Uanset hvilken søn vi fra tid til anden bedst kan identificerer os med, så er det først og fremmest Guds favn vi møder. Enten løber han os i møde midt i vores værste nederlag, eller også opsøger han os, når vi går ude og pukler eller bliver forhærdede i vores hjerter. Det er favnen der først og fremmest kendetegner den barmhjertige far.

Guds fred
Christian Laugesen