Kære Gospelven!

Dette er en invitation til at komme og opleve det fællesskab vi taler om.
Jeg vil også forsøge, at give en forklaring af hvad vi håber at kunne tilbyde i f.eks. en klynge. Nogle gange er det bare lettere at OPLEVE hvad det drejer sig om…

Vi (The Gospel Fellowship) vil gerne være en kirke med et stærkt fællesskab. Vi ønsker, at fællesskabet skal være mere end fine ord.

Derfor har vi allerede været igang med at bygge fællesskab i et års tid nu. Gudstjenesterne er en slags “overbygning” på The Gospel Fellowship. FÆLLESSKABET er hjerteblodet!! Og fællesskabet er det, som skal bære vores kirke – når nyhedens interesse og forelskelse har lagt sig….

Vi vil gerne være et inkluderende fællesskab. Et sted hvor man kan føle sig velkommen….

Hvorfor snakker vi om klynger?

Det er svært at have fællesskab med 400 fremmødte en søndag eftermiddag til GospelGudstjenesten. Derfor samles vi i mindre grupper udenfor “gudstjeneste-tid”. De grupper kalder vi for KLYNGER.
En klynge består ca. af 30 – 40 personer.

Vi mødes i klyngerne den første søndag i måneden til brunch. Når vi har spist sammen, holder en af os et oplæg. Det kan handle om Guds kærlighed, tilgivelse, hvem / hvad / hvor er Gud…. det kan bogstaveligt handle om alt mellem himmel og jord.

Efter oplægget går vi i mindre grupper og deler vores tanker om emnet – og / eller stiller spørgsmål. Og så synger vi naturligvis også sammen. Ikke noget Gospel Fellowship uden sang ;-)

Hvad er GospelPLUS?

Vi mødes til GospelPLUS den 3. onsdag i måneden. Programmet minder om en “søndags-klynge” – men er lidt anderledes.

Programmet for GospelPLUS er:

• 17.30: Vi mødes til spisning. (40 kr. per voksen)
• 18.30: Vi synger gospel sammen.
• 19.00: Oprydning (folk med små børn kan smutte her om nødvendigt).
• 19.30: Oplæg / undervisning:
  
  Vi synger gospel sammen
  Debat i grupper om aftenens emne
  Opsamling og afrundning
  Info om kirken for nye i fællesskabet.

• 21.30: Tak for i dag!

Som i klyngerne er fællesskabet meget vigtig i GospelPLUS. Vi lægger bevidst vægt på at spise sammen, og på at have gruppesamlinger. Vi ønsker at alle bliver set og hørt!

Hvor kristent er det?

The Gospel Fellowship er en kirke. Derfor har det kristne budskab – det spirituelle – naturligvis en central placering. Vi vil udforske bibelen sammen. Bøn har også en fast plads i vores fællesskab.
Helt konkret: Fællesskab er en vigtig værdi for os. Det kristne budskab om næstekærlighed og omsorg giver en tryg ramme at være sammen i. Og vi kan se, at der er mange af os, som savner et sted hvor vi kan være DEN vi er – sammen med andre. Det er naturligvis et stort mål, men vi ønsker at satse benhårdt på at skabe et kristent fællesskab som bygger på kærlighed, respekt og tillid.

Lidt mere teknisk: The Gospel Fellowship er en evangelisk-luthersk frimenighed på folkekirkelig grund. Det betyder, at vores bekendelse er den samme som man finder i Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter (den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse, den athanasianske trosbekendelse), den augsburgske bekendelse og Luthers lille Katekismus. Disse bekendelser anses som vejledende for tolkningen af Bibelen.)

Alle er velkomne.
Du skal ikke TRO på en bestemt måde for at “få lov til at være med”.

Hvad du skal gøre for at komme med!

Du ER hermed inviteret – og jeg håber, at du vil give fællesskabet en chance?!

Du skal sende en mail til Anette Feldbæk – AFE@kmd.dk – og fortælle hende hvornår du har lyst til at komme. Tilmelding er nemlig nødvendig pga. spisningen.

Hvornår mødes vi?

Her er de næste fællesskabsarrangementer i The Gospel Fellowship:

• 17. marts kl. 17.30 – GospelPLUS
• 05. april kl. 10.30 – Klynge

Jeg håber, at denne mail har givet dig lyst til at lærer os bedre at kende i The Gospel Fellowship!? VI glæder os til at se DIG!

Kærlig hilsen
Hans Christian Jochimsen

Kom til gospelgudstjeneste på søndag og få en oplevelse ud over det sædvanlige. Det SKAL opleves! Fantastisk stemning, super gospel, inspirerende undervisning og god mulighed for at komme tættere på Gud og mennesker.

Gudstjenesten er en del af ‘The Gospel Fellowship’ og finder sted søndag den 7. februar kl. 16 i Templet på Frederiksberg Alle 9, 1621 Kbh. V.

I onsdags var Gudsbilleder temaet til “Gospel+”. Det sætter en masse tanker igang, når vi begynder at fortælle, hvordan vi tænker om Gud og hvordan vi tror på Gud. Det billede vi har af Gud, er med til at bestemme hvilken relation vi kan få med Gud. Oplægget kan du læse længere nede, hvis du selv går og tænker tanker!

Gospel+ er en del af Gospelklyngens liv, som mødes den første søndag hver måned og den 3. onsdag hver måned. Gospelklyngen er fællesskabet, som står bag den nye kirke “The Gospel Fellowship” under ledelse af Claes Wegener, Peter Dyhr og Hans Christian Jochimsen.

Gudsbilleder
Peter Dyhr fortæller: Det syn vi har på Gud præger hele vores liv. Det præger alles liv uanset om vi har taget stilling til Gud, om vi ønsker at blive kristne eller ej.

Vi er alle opdraget med et billede af Gud, med en forestilling om, hvem Gud er. Hen ad vejen kan det være, at det ændrer sig en smule, men for de fleste sker der ikke de store forandringer på det område i deres liv.

Selv når vi bliver kristne, så følger billederne og forestillingerne alt for ofte med og det gør det svært for Gud at trænge igennem med sin kærlighed, med ny indsigt, med et troværdigt billede af, hvem han i virkeligheden er.

Vi kan leve vores kristenliv uden nogen sinde at få et levende og tillidsfuldt fællesskab med Gud, fordi vi ikke får renset ud i de gamle eller forkerte billeder, vi har dannet os.

Det er ikke unormalt. Det er sørgeligt, men ikke unormalt.
Jesu disciple gjorde lige præcist det samme. De reagerede på uvante situationer udfra det billede de havde af Gud.

Peters fiskefangst (Luk. 5, 1-11)
”Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået — ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.”

(8) Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

Peter genkender det guddommelige i Jesus. Han kan pludselig se, at Jesus er Messias, den salvede. Og rent instinktivt trækker han sig tilbage i frygt for at komme galt af sted, komme for tæt på den hellige Gud.

Hvad var hans billede af Gud? Det var ikke så meget anderledes end alle de andre jøder på den tid.

Billedet af Gud, Jahve, på Jesu tid
Gud er den allerhøjeste, den almægtige, den hellige, den urørlige. Skaber af universet, himlen og jorden. Han er totalt hellig og unærmelig. Enhver blot begrænset kontakt med Gud er risikabel for mennesket.

Åbenbaringen på Sinaj (2. Mos. 19, 16; 20, 18-19)
Den store forsoningsdag “Yom Kippur” (3. Mos. 16), hvor ypperstepræsten gennem ofre skaffer soning og renselse for hele Israels synd.

I Misjna-traktatet, en juridisk lovsamling, de mundtligt overleverede traditioner, er der en udførlig beretning om de praktiske forholdsregler man skulle tage under udførelsen af religiøse ritualer.

For ypperstepræsten var der eksempelvis denne regel: “På den dag, Yom Kippur, skal du fæstne et reb og en klokke til hans ankel, så hvis han gør en fejl eller dør, så kan du trække hans legeme ud.”

Omgangen med Gud var ligesom vi i dag beskriver omgangen med stærkt radioaktivt materiale.

I 3. Mos. 16 kan vi læse flere eksempler på regler, som var med til at skabe et bestemt billede af Gud.

(2) “Sig til din bror Aron, at han ikke når som helst må gå ind bag forhænget i helligdommen hen foran sonedækket oven på arken, for så skal han dø…”

Inden da var to af Arons sønner, Nadab og Abihu, lige døde, fordi de brød reglerne for renhed og urenhed (3. Mos. 10, 1-5).

Mange år senere sker der noget lignende (2. Sam. 6, 1-10). David er ved at føre arken til Jerusalem. På vejen derhen snubler okserne og en af hjælperne, Uzza, griber ud efter arken, så den ikke ville vælte. “Da flammede Herrens vrede op mod Uzza, og Gud slog ham ihjel på grund af hans forseelse, og han døde dér ved Guds ark.

Alle disse beretninger har været kendt af enhver i Israel og det har præget deres billede af Gud.

Hvordan var det med til at præge disciplene?

Jesu disciple var opvokset i denne kultur, med de værdier, med det samme gudsbillede som alle andre.

De udtalte aldrig Guds navn. De fulgte de samme strenge regler for renhed og var påpasselige med at følge kravene i Moseloven.

De tog det for givet, som de fleste religioner gjorde det på den tid, at tilbedelse indebar offer: Nogen måtte dø.

Da Gud havde forbudt menneskeofring, var der på tempelpladsen en larm fra alle mulige slags rene dyr, som skulle ofres til soning af synd.

På Yom Kippur regner man med, at der var over 250.000 dyr, som blev ofret på én dag. Der har været en larm og en tyk røg over hele tempelpladsen. I hele Jerusalem kunne man høre larmen fra skrigende dyr, som blev slagtet. Lugten fra de mange tusind døde dyr hang i luften. Røgen fra de mange brændofferaltre lå tykt ud over hele tempelområdet og bredte sig ud over Jerusalem.

Hele Israels befolkning var forbi tempelpladsen den dag og blev mindet om, hvor stor forskel der var på dem og Gud. Kløften var enorm.

Nye tider med Jesus
Midt i alt dette kommer Jesus ind i billedet og siger: Guds rige er kommet nær!

• Han ændrer ved sine handlinger og ord alle de billeder og forestillinger, som mennesker havde om Gud.
• Han korrigerer hele billedet af Guds ide med mennesket og den relation mennesket fra begyndelsen var skabt til at have med Gud.
• Han bringer hele Guds store plan tilbage på sporet – at sammenføje det himmelske og det jordiske i Jesus (frelsesplanen) – en ny forståelse af hele ideen med at Gud opretter et ubrydeligt fællesskab med mennesker – han laver en pagt!

Når man skifter fra Det gamle Testamente til Det nye Testamente, så er den store forskel at Gud var kommet nær. Det umiddelbare fællesskab, den umiddelbare intimitet med Gud var blevet genoprettet.

De kristne kaldte Gud for Abba fader, der var meget uformelt og et meget intimt ord, lidt i retning af “farmand”. Før havde de overhovedet ikke turde nævne hans navn.

FADER VOR – kære farmand!!
Denne bøn lærte Jesus sine disciple og er den mest kendte bøn i verden!! Den var i disciplenes øjne den vildeste bøn og hver gang de bad den måtte de knibe sig i armen over hvor vildt det var at Gud var deres farmand!!!

Det skabte de vildeste nye billeder og associationer i disciplenes hoveder når de bad. Jo, Jesus bragte Gud nærmere og han lærte os at have fællesskab med en gud, som elsker os.

Kapitlet for forsvundne sager (Luk. 15)
Gud elsker os brændende og ønsker at have fællesskab med os. Det kommer tydeligt frem i de forskellige fortællinger fra Lukas Evangeliet kapitel 15, hvor Jesus fortæller historier om Guds kærlighed.

Hvordan præger dit gudsbillede og dine erfaringer dig?
Når Gud ikke besvarer din bøn, er det så det samme som, at han ikke elsker dig, at han har trukket følehornene til sig og ønsker at komme på afstand af dig!?!

Når vi ikke får svar på vores bønner, reagerer vi så ved at trække os væk fra ham, fordi han er en ond og dum gud?

Når mennesker dør, om vi kender dem eller ej, om det er i et biluheld eller i krig, er det så det samme som at Gud ikke elsker os og holder af os?

Hvis ting ikke sker, som vi ønsker de skal ske, er det så det samme som at Gud er ligeglad, uopdragen, fjern, ukærlig?

Når vi bliver bønhørt er det så det samme som at nu elsker Gud os, nu er Gud nær?

Er gud tæt på eller langt væk, alt efter hvordan vores bønner falder ud?

Jeg ved ikke hvordan alle ting fungerer. Men jeg ved, hvordan mit billede af Gud er, og det præger mig på en sådan måde, at jeg ikke trækker følehornene til mig, så snart ting bliver utydelige, uforståelige, besværlige, meningsløse.

Dit syn på Gud
Den måde vi ser på hinanden på, er med til at bestemme, hvad vi bruger hinanden til, hvad vi taler med hinanden om, hvad vi gør sammen.

Hvis du ser Gud som den fjendtlige og hårde Gud, så er der mange ting, du ikke ønsker at dele med ham. Du prøver så vidt muligt at gå en stor bue udenom alt, der har med ham at gøre.

Eksempel:
Hvis du ser Gud som den kærlige og opmærksomme, medfølende og interesserede Gud, så vil det præge jeres fællesskab på en helt anden måde.

Du har lyst til at dele alt. Du har lyst til at være meget sammen med Gud. Du tør dele dine inderste tanker og følelser. Du føler dig accepteret og elsket. Du tør mere og har lyst til mere sammen med ham.

Eksempel:
Det er helt centralt hvilket billede vi har af Gud. Det ene er med til at fjerne os fra Gud, det andet er med til at bringe os nærmere Gud.

Gud sætter normen for hvad far betyder
Vi kan have mange forskellige billeder i hjertet, når vi hører ordet ”far”. Positive og negative. De er vokset ud af vores menneskelige erfaringer med vores far og med faderfigurer og autoritetsfigurer i vores liv. De klinger med, når vi hører om, at Gud er far.

Men dybest set er det Gud, der sætter normen for, hvad ”far” betyder. Og menneskelige fædre er kun mere eller mindre gode spejlbilleder af den egentlige far, Gud, som giver dette ord sin egentlige og fulde mening. Når Jesus taler om Gud som far, så kan vi tænke på, at han er den som

• er den største og stærkeste og kærligste magt, der findes – og som elsker os som sine børn og viser os sin kærlighed i ord og handling
• altid er til at stole på og altid siger sandheden
• altid har tid til at være sammen med os og lytte til os
• beskytter os i fare og tager os i forsvar, når vi bliver angrebet
• sætter sunde og gode grænser for os
• aldrig fordømmer os eller støder os væk – og som altid venter på os, hvis vi har vendt ham ryggen eller er vrede på ham
• altid kan rumme os, uanset hvad vi tænker eller gør – men aldrig er ligeglad og overlader os til os selv, når vi vælger det forkerte
• tilgiver os og rejser os op igen, når vi har dummet os og har været ulydige mod ham
• trøster os, når vi har slået os og det gør ondt
• vejleder os og oplærer os og hjælper os
• ser på os som uendelig værdifulde og med fantastiske livsmuligheder
• bekræfter os og udfordrer os og kalder vores sande jeg frem og hjælper os til at virkeliggøre vores drømme og vores potentiale
• har skabt os og sat os i verden, for at vi skal udfylde vores plads og elske og tjene Gud og hans verden og alle hans børn sammen med ham.

Bibelvers
(Fil. 4, 4-6) “Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

(Johs. 3, 16-17) “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”

(Johs. 15, 9) “Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.”

(Rom. 8, 35-39) “Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?”

Hele Bibelen er en lang beretning om hvordan Gud brændende ønsker at få sin familie tilbage og hvordan kan det lykkes.

Nogen gange tror jeg, at vi ganske enkelt skal læne os tilbage og tage imod Guds kærlighed til os, at vi ganske enkelt skal lade Gud elske os og fylde os op med hans kærlighed til os.

Guds fred
Peter Dyhr

Mangfoldighed set ud fra et grundtvigsk og et karismatisk ståsted – ViA
ViA 6/1 2010 oplæg om Mangfoldighed

Jeg (Claus) vil tale om de 12 forskellige disciple, som Jesus omgav sig med.
Eller med andre ord den mangfoldighed og forskellighed der smykker og kendetegner et dynamisk fællesskab. Jeg vil med det samme fortælle, jeg har sakset den første del fra et kirkeblad, hvor en sognepræst der hedder Merete Bøye, har skrevet om at være:

Ens i grunden

LINÅ & SEJS-SVEJBÆK KIRKEBLAD – NR. 3 – 2009
Af sognepræst Merete Bøye

Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. De sagde til hinanden: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

Sådan lyder den evigt aktuelle beretning om Babelstårnet fra Det gamle Testamente. En fortælling om menneskers stræben efter at blive lige med Gud. Og også en fortælling om, hvor galt det kan gå, når vi forstår hinanden lidt for godt og går hen og bliver enige om alting i hele verden. Enhed og enighed i alle ting er noget, mange mennesker stræber efter. Det er en dragende tanke, at vi alle kan blive ét. Smelte sammen i skøn samdrægtighed og alle stræbe mod et fælles mål. Men det er også en farlig tanke. En tanke, der mere end noget andet har bidraget til, at totalitære ideologier har kunnet vokse sig store og stærke. Kommunisme. Nazisme. Islamisme. Alle fordrer de, at deres tilhængere marcherer i flok og sætter deres egen dømmekraft ud af spil til fordel for principper, der anses for uanfægtelige og universelle. Sand kristendom kan derimod aldrig udarte til totalitarisme. Enhver idé om taktgang og konsensus afvises nemlig lodret ikke blot af Babelsmyten, men også af pinseberetningen.

Fortællingen fra Apostlenes Gerninger om dengang Helligånden kom som tunger af ild og opflammede disciplene, så de måtte ud og forkynde evangeliet for hele verden. Og de mange forskellige folk fra mange forskellige lande, der var samlet i Jerusalem, hørte det alle sammen, som om der blev talt til dem på deres modersmål. Og den forkyndelse gik lige i hjertet. 3000 mennesker blev døbt den dag, og det blev begyndelsen på den kristne kirke.

Både i Babelsmyten og i Pinseberetningen griber Gud ind på samme måde: ved at sørge for, at mennesker taler forskellige sprog. Ikke med én, men med mange tunger. ”Se, de er ét folk med samme sprog!” er ikke en konstatering, Gud udsiger med jubel, men derimod med ærgrelse; det véd vi fra myten om Babelstårnet. Babelstårnet må derfor aldrig blive til et kirketårn. Når kristne menigheder bliver forelskede i menneskelig enighed og enhed, så bliver kirken trang at være i for enhver, der stiller sig kritisk over for de vedtagne dogmer og normer. Og så sker der det, at det ikke længere er alle, der er lige velkomne i det gode kirkelige selskab. Der er ikke plads til dem, der ikke kan synge med på enhedens og enighedens unisone omkvæd. Men hvad så med Johannesevangeliets tale om, at disciplene skal være ét med Jesus, ligesom Jesus er ét med Gud? Jo; men vi er sandelig også ét. Vi er ét med Jesus og dermed ét med Gud. Men det er ikke en enhed, der kommer til udtryk ved, at alle kristne mennesker er enige om alt i verden; men tværtimod en enhed, der gør, at kristne mennesker over alt i verden og af alle konfessioner, kan føle sig som ét – også på trods af alle teologiske, politiske og personlige uenigheder. For ét har vi til fælles: Jesus Kristus, og vores bekendelse om, at han er Guds søn, vores frelser. Og andet behøver vi heller ikke være fælles om.

I Grundtvigs pinsesalme, Apostlene sad i Jerusalem, lyder det femte vers:
”Da sås der tunger som ild og glød. Guds venner de fløj i munden. På alle folks tunger Guds Ord genlød, mangfoldig, men ens i grunden.”

Mangfoldig. For Helligånden indvarsler ikke noget nyt Babelstårn. Disciplene begyndte ikke at tale som med én mund og sige det samme alle sammen. Tværtimod, så talte de hver især på mange forskellige sprog og på mange forskellige måder. Og fra Apostlenes Gerninger ved vi, at de langt fra altid var enige. Med andre ord: Det blev ikke pinse, fordi de alle sammen forstod hebraisk. Men det blev pinse, fordi de forstod, at talen om Guds storværker også omfattede dem. Mangfoldig; men ens i grunden, skriver Grundtvig. Og det betyder ikke, at det, de sagde, i grunden var ens, men at det var ens i grunden, dvs. i sin grundvold. Den berømte, nu afdøde Århus-teolog, Regin Prenter, skrev i sin dogmatik: ”Der må i kirken altid herske vid rummelighed for de forskelligste læremeninger. Thi det gudstjenestelige fællesskab om samme tros bekendelse bærer overordentlig meget af menneskelig forskellighed.”

I det gudstjenestelige fællesskab – i fællesskabet om nadveren og dåben; fællesskabet om bekendelsen til Jesus som Kristus, Guds søn – dér bliver vi ét. Dér samles vi om det eneste, der virkelig har betydning: Gud og hans Ord. Og dér bliver alt andet ligegyldigt: al vores menneskelige forskellighed, alle de ting, vi strides om og ikke kan komme til rette omkring, bliver sat i perspektiv af dette: at vi alle har det til fælles, at vi er henvist på Jesus Kristus som vejen og sandheden og livet i vores tilværelse. Det er en enhed, der eksisterer tværs hen over alle uenigheder og uensheder. Ikke en synlig enhed, men et usynligt, udefinerligt fællesskab. Stærkt, idet det har sin grundvold på klippen. Og dog så luftigt og uhåndgribeligt som et vindstød – eller et åndepust, som det mere poetisk hed i den gamle bibeloversættelse. For det er var jo ikke bare en vind, der fór hen over de tolv disciple den pinsedag, da kirken blev grundlagt og evangeliet forkyndt på utallige forskellige tungemål. Det var ikke en vind, men Guds ånd eller Guds ånde, som i virkeligheden er to sider af samme sag. Gud skabte mennesket ved at blæse sin ånd eller ånde ind i hans næsebor, og sådan blev han en levende sjæl. Sådan fik han liv i sig. Og sådan bliver kirken også et fællesskab af levende stene. Det er en bygning, der ikke er menneskeværk som Babelstårnet; men Helligåndens værk.

I Jesu navn vi beder her,
på Jesu ord vi bygge.
Vort navn mod hans er intet værd,
vort ord af hans kun skygge.
Byg, Jesus med et guddoms-bliv,
af stene, som har ånd og liv,
dit tempel i vor midte!”
(DDS 328, vers 6)

Her stopper saksningen!

Værd at lægge mærke til:

- Ikke en mening og et sprog
- Ikke ens mennesker
- Mangfoldighed og forskellighed
- Fællesskab om vores udgangspunkt
- Klippen
- Nadveren og dåben og bekendelsen

Vi er i ViAs grundstene kraftigt inspireret af:
- Bibelen og Jesus
- Karismatiken
- Grundtvig
- Og af hinanden og igennem hinanden.

Hvad får vi ud af det?
Bibelen fortæller meget om Jesus og hele historien om ham og hvad han har betydet og sat i gang.

Vi er også her i dag pga. af det der skete dengang. Det har haft sin langtidsholdbare virkning.
Se os selv. Nogle af os har kendt til Kristus helt tilbage fra da vi var små og kom i kirke med vores forældre. Nogle af os er stadig ikke helt sikre på at vi tror fuldstændig. Er nogen af os det? Og nogle af os er midt imellem. Men vi er fælles om en ting. Vi er alle på vej i troens rejse.

Men vi er alle søgende og nysgerrige. Nysgerrige efter at finde ud af hvad kristendommen kan give af mening for os, hvad den kan fortælle om – om os selv. For det vil vi gerne. Vi vil gerne finde ud af os selv.

Det er et højst interessant emne. Men vi kommer forskellige steder fra, har hver vores historie, glæder og kriser. Det der gør os til dem vi er. Sådan er vi, nu engang. Forskellige og alligevel samlet om at ville tro på Gud og være i et fællesskab om det. Så her er vi.

Den forskellighed synes jeg at vi skal udnytte. Her kan vi finde inspiration i karismatiken og de nådegaver der nu engang ligger til hver af os, og som vi kan opdage med tiden, øve os i, så vi alle kan opbyge os selv og være med til at opbygge hinanden. Det er et væsentligt mål for os. Hvad kan du og Gud gøre for mig, kan vi spørge om.

Jeg synes at vi på et tidspunkt skal gennemføre nogle undervisningsgange, hvor vi lærer om de forskellige nådegaver. Men jeg vil gerne give jer en appetizer.

Vi er i dag 9 voksne i ViA. Vi bliver med tiden flere.
Det er altafgørende at vi kan være trygge, når vi er sammen, at vi kan bevare fortroligheden med hinanden. Uden tillid og tryghed, så går det ikke. Vi må som fællesskab sørge for, at der er rum til forskellighed – uanset hvor langt vi er i livet, hvor stor vores tro er og hvor hele vi er indeni og hvor modne og erfarne vi er. Hvis vi kan have det for øje, og så Kristus, så er vi de levende sten, som Grundtvig taler om. Vi vil komme til at opleve frihed, helhed og glæde. Det er vores kerneværdier. Men det kan kræve af os, at vi nogle gange må bære over med alle de andre idioter, der ikke ved hvad det handler om. Ingen af os er større end de andre. Ikke engang præsten, der praktisk talt er tjener for hver enkelt person. Over for Gud – vor Far – er vi alle som børn, der er skrøbelige og som skal opdrages. Passes og plejes, og tages hensyn til. Se bare disciplene, der går til Jesus og spørger om, hvem der er den største i blandt dem og hvem der skal sidde tættest hos ham. Det er banalt, men menneskeligt. Og de var mennesker af kød og blod.

Jesus havde jo 12 forskellige mennesker eller disciple omkring sig, og den ene skulle forråde ham, det var hans funktion. Hvis han ikke havde gjort det, så havde vi heller ikke været her i dag. Så én skulle der til. Men stakkels ham. Det er ikke en misundelsesværdig rolle at have.

Hvordan er de 12 forskellige? Ganske kort.
Simon Peter:
Fisker. Ældste og førstemand. Særstilling. Nøglemagten. Peterskirken. Apokryf Petersevangelie om Jesu lidelse, død og opstandelse.

Jakob (Zebedæus’ søn):
Fisker. Tordensøn Særstilling – ivrig og stærk i troen, Spørger Jesus om han må sidde ved J. side.

Johannes (Zebedæus’ søn):
Fisker. Tordensøn etc. Den elskede. Yngste. Hviler ved J. bryst. J.ev. J. brevene. J.apokryfen om skabelsen ikke af Gud men af Satan – gnostisk. En senere johanæisk skole. Diskuteres stadig!

Andreas (Peters bror):
Fisker. Joh.Døber discipel senere Jesu disc. Senere missionær og biskop i Konstantinopel.

Filip:
Leder en til J., formidler ml. grækere og J. F.ev. Gnostisk Jesu ord. F. kendt for seksuel askese.

Bartholomæus:
Søn af Tolmaj.

Matthæus: (eller Levi, blandt jøderne selv den mest fremtrædende)
Tolder. M.evangeliet.

Thomas:
Tvivleren. T.evangeliet indeholder 114 Jesu ord/talesætninger. T.barndomsev. om Jesu barndom 5-12 år om mirakler. 12 spurve af ler der bliver levende. Dril og død og visenhed. Helbredelser og dødeopvækkelser og strække et bræt for Josef.

Jakob (Alfæus’ søn):
Altid Nr. 9!?

Thaddæus (eller Judas, Jakobs søn):
afledt af hjerte eller bryst.

Simon Kana’anæer Qan’an (eller Zeloten):
Betyder den ivrige. Militant jødisk gruppe.

Judas Iskariot:
Pengeholder/kasserer internt blandt disciplene. Iflg. Mt. Fortrød og begik selvmord.

Judasev. Apokryf – skjult.
Kanon særlig kristen samling af skrifter – år 367 i øst ved Athanasios’ påskebrev. År 396 i vest på Hippokonciliet.

Som I kan se, så er de hver især forskellige, og nogle hører vi mere om end andre. Jesu valgte bl.a. at beholde Judas i sin kreds. Men de var alle almindelige mennesker, der gerne ville følge Jesus. Der var et eller andet ved ham, som de ikke kunne modstå.

Der står vi jo også, ik’?
Så hvad kan vi hver især bidrage med?
Ja, om et stykke tid, når vi er mange nok, så skal vi jo starte menigheden formelt op, og nogle af os skal være meget med og nogle af os vil måske foretrække blot at komme til gudstjenesterne. Sådan er det. Men vi har hver især nogle evner, interesser og nådegaver.

Så, hvis I nu får 7 minutter til at tænke efter. Hvad er min største force, som jeg kan bidrage til opbyggelsen af menigheden med. Og hvad har jeg lyst til? Her skal skoene ikke være for små, det må gerne være sabelsutter.

Mit eget eksempel er:
Jeg vil være præst – på deltid. For jeg ved, at jeg skal dele for ikke at være for egenrådig. Derudover så vil jeg gerne undervise og forkynde og være forbeder og sjælesørger.

Så for mig er det formidling af Guds ord til hver enkelt her i menigheden, det har min interesse. Bagefter så holder vi pause, og så kan vi dele hvad vi tør med hinanden.

Værsgo!! 7 minutter. Gå ud og tis eller sid her, eller gå lidt rundt. Men giv hinanden den ro der skal til. Så laver jeg mere kaffe imens.
Runde!

Du er mere end velkommen til vores fællesskab  ViA! Valgmenigheden i Allerød under stiftelse.

Møderne er onsdage, pånær klyngesøndagene. Generelt er der åbent hus om onsdagen med fælles aftensmad kl. 17.30, og ellers starter vi selve mødeaftenen kl. 19.30 og slutter ca. kl. 22.00.

For at vi voksne kan hygge os med lovsang, oplæg og forbøn, så har vi arrangeret barnepige for de små og masser af kaffe, te og kage til de voksne. Vi er hjemme i privaten på V. Heisesvej 10, Allerød, så møderne er i en hjemlig atmosfære. Her kan vi tage sammen ud på en rejse….

Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os Claus tlf. 26279916 og Heidi tlf. 23229933 eller clausbennyd@gmail.com.

Program

- 03/1 Klyngesøndag, brunch kl. 10.30
- 06/1 Alm. møde
- 20/1 Alm. møde 

- 03/2 Alm. møde
- 07/2 Klyngesøndag
- 10/2 TEO-aften. Teologisk tema-aften.
- 24/2 Alm. møde. Taler udefra.

- 07/3  Klyngesøndag
- 10/3 Alm. møde
- 24/3 Alm. møde

Kh. Claus Øland-Christensen