Det er lidt mærkeligt for det er egentlig kun et år siden jeg for første gang traf Hannah til en gudstjeneste i Krudttønden, men det føltes som om vi har kendt hinanden længere end det. Hun var blevet inviteret med i Krudttønden en dag jeg prædikede, men desværre forstod hun ingenting af hvad jeg sagde. Set i bakspejlet var jeg lidt ked af det. Jeg følte jo virkelig jeg havde noget godt på hjertet, men ak det er nu engang meget normalt når man kommer hele den lange vej fra Australien, og slet ikke forstår en lyd af den danske prædiken… Men nuvel, måske var det netop derfor vi kom i snak og lærte hinanden så godt at kende, men lad det nu ligge.

Hannah viste sig at have taget et kæmpe skridt i tro, og havde rejst helt til Danmark for at studere ernærningsvidenskab (som jeg tror det hedder på dansk) uden egentlig at vide om hun var kommet ind på studiet eller ej. Hun gjorde det både fordi hun drømmer om at hjælpe tredjeverdens landes udvikling, og fordi hun oplevede at Gud skubbede hende mod Danmark… så selvfølgelig kom hun ind på studiet!

Som tiden gik viste det sig at studiet i Danmark ikke var tilstrækkeligt, men samtidig med at den dør lukkede, så åbnede der sig en ny. Hun fik af mystiske veje adgang til Unicef’s CEO og leder af deres nødhjælps afdeling i Nordhavn, hvilket var vildt nok i sig selv. Her fik hun så også både vejledning omkring hendes studieforløb, samt adgang til Nutriset, en fabrikant af langtidsholdbar nødhjælps fødevarer i Frankrig, hvor hun på fredag skal til samtale om et ‘internship’. Det lyder måske simpelt, men når man kender hende og de mennesker hun har været i kontakt med, så er det tydeligt at se hvordan Gud har åbnet den ene dør efter den anden for Hannah. Og det vilde er, at Hannah aldrig med sikkerhed ved om hun er kommet ind på studiet, kommet ind på Nutriset eller har et sted at bo. Hun oplever Hud leder hende, og så går hun! Og Gud sørger så for hende – det er i hvert fald det jeg ser i hende!

Nå, men det var egentlig ikke det jeg ville fortælle, men det er bare så vildt at det må med. Eftersom Hannah kommer fra en kristen baggrund i Australien begyndte hun hurtigt efter hendes ankomst at lede efter en kirke at kunne blive en del af, og her kom vi ind i billedet… ellers det vil sige… Hannah besøgte Københavns Frimenighed den éne gang hvor jeg prædikede, og hun kom så aldrig igen, til gudstjeneste altså. I stedet blev hun en del af en af de unge cellegrupper, og deltog senere ved vores ugentlige morgenbøn i Nordvestkvarteret. Det har hun gjort mere eller mindre lige siden hun ankom, og altså helt frem til i morges.

Ligesom vi alle bære rundt på en historie eller en kultur, så bar Hannahs historie ganske vist præg af Gud, så der havde også sneget sig en vis mistillid ind omkring kirke og fællesskabet af disciple. “Kan kirke være andet end system?” og “Kan fællesskabet med mennesker omkring Jesus overhovedet være oprigtigt nærværende midt i hverdagens mange opgaver?” var blot nogle af de spørgsmål hun trak med sig for et år siden.

Mange måltider med hurtige slatne kartofler, mange sene samtaler over den snart kolde kaffe, mange besværlige bønner på halv dansk-engelsk og mange morgener med morgenhår senere… har det med hendes egne ord, været en forvandlende oplevelse for hende at være en del af vores fællesskab. Det har både været opmuntrende og udfordrende for hende, og derfor kan hun nu – en personlig og trosmæssige rejse senere – se at Gud rent faktisk bruger kirken, elsker den og sørger for den, samt at fællesskabet med andre mennesker omkring Gud er essentielt for en levende tro. At være discipel af Jesus er simpelthen ikke noget man gør solo. Derfor vil det første hun gør når hun lander i både Frankrig og Australien være, at starte en cellegruppe eller morgenbøn. Derfor har hun heller ikke kunnet lade vær med at fortælle hendes andre danske venner om hvad hun eksempelvis oplever til morgenbøn i sådant omfang at de siger: “Det der om morgenen og fællesskabet generelt; det lyder ikke særligt dansk”. “No” siger hun “but God is not danish either!” ;o)

For mig har vores venskab været som en kompakt rejse, hvor vi har fået lov til at flytte hinanden, og vi har begge fået mere ud af hvem Gud er. Det har ikke altid været lette snakke vi har haft, men sådan er det nogle gange med lyset. Det kæmper mod mørket, ligesom kærlighed kæmper mod had og frygt, og kun i fællesskabet omkring Gud kan vores rejse udfolde sig.

Med bøn om Guds fortsatte velsignelse på Hannahs vej
Christian Laugesen

Så kom og vær med i vores nye krea-celle!! Vi mødes hver anden onsdag (i ulige uger) og vil bl.a. male til musik m.m., vi får besøg af dygtige undervisere, vi tager på museum sammen (mange har åbent onsdag aften) og vi beder for hinanden. Selvfølgelig bliver der også tid til kaffe og hygge, og til at snakke om det vi maler … Og til alle mulige vilde ideer, som du måtte have. Det kræver ingen forudsætning at deltage, bare lyst.

Vi mødes første gang d. 7. oktober kl. 19:30 hos Vibeke på Frederiksberg.
Skriv for mere info eller for at tilmelde dig: v_arildsen@hotmail.com
Vel mødt!

Der er grundlæggende 3 ting man lytter til Gud efter i konceptet.

1. Møder med Gud,
2. Gaver fra Gud og
3. Hans retningsvisning til os, både m.h.t. job, kald og stand, men også vejvisning i vores personlige proces og rejse. (Dette kan jo nogle gange lappe over).

En fjerde og utrolig vigtig ting i Åndelig Vejlednings DNA er måden, det forgår på; den ånd, der råder; nemlig at alt skal foregå i en opmuntrende ånd. Aldrig dom eller kritik, det bruger vi simpelthen ikke. Den slags kan af og til være nødvendigt, men vi overlader dette aspekt til hver vore egne personlige samvittigheder og har tiltro til at hver af os er modne og vise, når det drejer sig om selvransagelse.

Formaning er nødvendigt i sjældne tilfælde, men dette overlader vi trygt til præsterne og deres lederteams. Får man et ord til nogen i den retning, skal man bare gemme det i sit hjerte og bede mere i sit stille sind for personen i forhold til dette. Fortsætter det med at trænge sig på, så henvend jer til Torsten og mig, så vil vi bede mere og handle, hvis vi bliver overbeviste om nødvendigheden af det.

De tre aspekter, vi lytter efter, ligner meget noget som af andre kirkefolk kaldes for lære-firkanten. Dette beskriver en proces, hvorigennem mennesker oplæres til at blive disciple. Altså efterfølgere af Jesus. Så i grunden er det det, vi gør i Åndelig Vejledning: Vi uddannes og oplæres til at leve som Jesus, som efterfølgere af ham.

Jesus udøvede Åndelig Vejledning konstant

Han mødte altid mennesker, og han mødte dem altid med mindst to af følgende aspekter på en gang;

Når han mødte et menneske, mødte mennesket Gud selv,
oftest helbredte han eller tilgav; to af de største gaver overhovedet.
Meget ofte mødte han et menneske, hvor han adresserede et ømt punkt hos det menneske, noget som burde justeres eller mønsterbrydes, og han opmuntrede til den proces.

Disciplene, kirkefædrene, munkene og nonnerne og masser af kristne gennem tiderne har praktiseret Åndelig Vejledning. Oftest én til én vil jeg tro. Jeg kender ikke historien for, hvornår Åndelig Vejledning i gruppe er opstået. Måske i klostrene i tidligere tider, måske i kølvandet af terapi og terapi-grupper i vort århundrede.

Jeg er blev inspireret til at starte en Åndelig Vejledergruppe af selv at være i en sådan gruppe samt af at læse om disse grupper i amerikaneren Jeanette Bakkes bog ”Holy Invitations; Exploring Spiritual Direction”, mens jeg læste på en Åndelig Vejlederuddannelse. Hun beskriver forskellige måder, kirker praktiserer det at have mange Åndelig Vejleder grupper på. Der er forskellige modeller.

At mødes i gruppe og som et fællesskab er under alle omstændigheder en velsignet ting.
Det er sådan, at der i Åndelig Vejledergruppe-konceptets genetiske kode simpelthen er indlagt det med at dele ud af denne værdifulde måde at være sammen med Gud og hinanden på. Nemlig: at lytte efter de tre aspekter fra Gud og dele det, man modtager, i en positiv ånd.

Det meget værdifulde, som man selv erfarer i en Åndelig Vejledergruppe må gives videre, så flere endnu opdager det og kan begynde at leve i det og ud fra det. Det beriger ens eget liv, og jo flere der gør dette, jo bedre en verden får vi, tror jeg på.

I vores kirkes grupper har vi en meget høj prioritet; Nemlig at det dyrebare, vi oplever i vores aktuelle gruppe, ikke skal mistes i den proces. Vækst og formering her må ikke ske på bekostning af det værdifulde, vi har; åbenheden, tilliden, fællesskabet mm. Der er flere vigtige argumenter, og jeg vil nævne et meget vigtigt, at vi alle har så meget, vi hver især giver i vores hverdag, hverdagen med behovene og udfordringerne der er så store, at det er utrolig vigtigt at holde fast ved og for enhver pris bevare dette, ”at her modtager vi, her er vi fri og kan åbne os helt og give slip og bare give os Gud og hinanden i vold. Dette går vi ikke på kompromis med på nogen måde.

Når vi mødes ser forløbet ca. sådan her ud (ret struktureret):

Vi mødes og børnene går ovenpå / ved siden af til frugt og video / hygge og leg med hinanden;

Vi samles i stuen til en kort bøn og måske en meditation, som enten jeg eller Torsten leder (vi ”tuner ind” på Gud, lader hverdagen / travlheden glide af os). Så deler vi os i 2 eller 3 grupper opdelt også i kvinder og mænd med højst 4 personer i hver gruppe.

Nu tager facilitatoren tid: 8-10 min til den første, der i denne korte tid deler sin situation; det man vil have lyttet ind omkring; De andre må ikke komme med råd. Man prøver at lytte aktivt: dvs gentage hvad personen sagde og evt. formulere følelserne bag det udtrykte. Men dette er der dårlig nok tid til. De øvrige i gruppen er medvandrere og medlyttere. Så er der 7- 8 min., hvor alle i stilhed lytter efter billeder, ord fra Gud, som skrives ned til den pågældende person (papir, blyanter, bibler, bibelordbog ligger fremme). Så er der 5 min., hvor enhver kort deler, hvad man mener, Gud sagde eller viste med ord, billeder eller indtryk. Det er kun tilladt at give opbyggende og positive ord. Den, der var i ”varm stol”, får notaterne fra de andre i gruppen. Så er det den næstes tur på samme måde. Til slut mødes vi i plenum igen. Her beder vi Fadervor sammen, og så er det tid til vores sammenskuds frokost, hvis man har meldt sig til den.

Det plejer at fungere utrolig godt. Kort sagt: God is amazing. Han taler meget direkte ind i vore liv, rigtig meget omkring vores proces og vækst, om hvor vi er på vej hen, hvad retning, vi kan gå, han velsigner os og opmuntrer os, udvider os og trøster og glæder os. Jeg tror bestemt, jeg tør sige, at vi alle for så vidt plejer at gå meget rørte, berørte og forundrede hjem.

Enhver københavner vil vide at en cykel er et “must” hvis man skal hurtigt og let omkring i byens gader. Dette ved man ikke nødvendigvis som udlænding, og derfor vil en gave i form af en cykel – også selvom det er en gammel havelåge – være en rigtig god hjælp!

Noget andet der holder sine nye danske relationer ved lige – lige så godt som cyklen – er mobil-telefonen, men på grund af nogle tekniske indstillinger kan det vise sig umuligt at bruge sin egen udenlandsk telefon i Danmark! Derfor vil blot en gammel slidt mobil-telefon kunne redde ankomsten!

Ved at forære disse to livsvigtige redskaber væk kan vi på en konkret måde hjælpe nye udlændige i Danmark, og derved byde dem rigtigt hjerteligt velkommen! Så har du en gammel mobil liggende, eller overvejer at anskaffe dig en ny mobil, så giv den gamle til mig! Så vil jeg distribuerer den videre, så den igen bliver til gavn og glæde ;o)

Hvis du ønsker at donere en cykel, så stik mig nøglen og fortæl mig hvor cyklen står, så vil jeg nemlig sørge for at den bliver hentet, strammet op og igen kan slide de københavnske veje.

På forhånd tak!
Christian Laugesen
/ 30951964

Vi tilbragte sammen ét døgn i stilhed, og derefter én døgn sammen med hygge, bål, lovsang, bøn og fællesskab! Det var en rigtig god oplevelse, og særligt var det spændende at høre hvad vi hver især havde fået ud af det.
For nogen var stilheden skræmmende, men alligevel noget der smagte af mere. For andre rørte Gud dybt ved deres hjerte, og for helt tredje var hvilen bare det der rykkede allermest!

Ordet retræte forbinder man med tilbagetrækning, særligt fra krig, og det er lidt det samme med en kristen retræte. Vi befinder os i en tjeneste for mennesker, og kan leve i en travl hverdag der nogengange kan føles som en krig, og dér har vi behov for at trække os tilbage. Men når vi så trækker os tilbage, så er det ikke for at blive væk eller distancere os fra os selv og vores udfordringer. Det er derimod for at opsøge Gud – at være stille så vi kan høre ham tale.

Billedet her er et udtryk for dette. Fiskerne kæmper med deres garn og de mange fisk, mens de står omsluttet af Herren der trækker det helt store garn for dem.

Gud kender vores behov bedre end vi kender dem selv, og han ved derfor bedst hvad vi har brug for. Derfor vil nogen opleve det befriende blot at kunne hvile sig, mens andre vil opleve Guds nærvær åbenbare sig. Det er bare noget af det helt vildt fantastiske ved Gud!

Hvis en sådan retræte eller stilhed fanger din opmærksomhed, så vil jeg godt løfte sløret for, at det er min personlige drøm, at vi fremover vil kunne indbyde til to eller tre årlige weekendretræter – eksempelvis efter dette koncept.

Guds fred
Christian Laugesen

Den første sommercelle foregik hos Anton, hvor han fortalte om det at tage udgangspunkt i tilhørsforholdet og hvilen i Gud. Under den efterfølgende meget højlydte lovsang… ;o) fik Christoffer et billede, som jeg har forsøgt at illustrere her til højre.

Billedet gik på, at vi – som fællesskab – er som en sommerfugl der ligger i sin puppe, og netop er blevet klar til at tage springet og folde sig ud. Vi lod dette billede stå til overvejelse, bad sammen og tog på Paradis sammen.

Jesus er den gode hyrde, og Jesus siger at hans får kender hans røst. Derfor var det min bøn i onsdags, til den anden omgang af sommercellerne, at Gud i højere grad måtte løfte sløret for hvad dette med sommerfuglen skulle betyde…

Ermias, fra Etiopien, var som nævnt på besøg og han fortalte bl.a. om Etiopien, rastafari og hans mission i lyset af missionsbefalingen (fra Matthæusevangeliet kapitel 28). Ermias udlagde for os hvordan missionsbefalingen udtrykker:

• at Jesus er den største autoritet (jf. “Mig er givet al magt i himlen og på jorden“)
• at Jesus giver den største befaling (jf. “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple…“)
• at Jesus giver det største løfte (jf. “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende“)

Dette er tre fundamentale pointer i det at være en helhjertet discipel af Jesus, for Guds initiativ er udgangspunktet og befalingen er årsagen til at vi i dag kender Gud.

Derefter fortalte Ermias om ‘kontekstuel’ mission. ‘Kontekstualisering’ er som navnet antyder relateret til omgivelserne (konteksten), og kontekstuel mission bygger på hvordan Paulus og den første kirke, strategisk anvendte græske symboler og begreber i deres forkyndelse af Guds rige, overfor grækerne.

Læs f.eks. Johannesevangeliet 1 omkring brugen af ‘Ordet’ – på græsk det eksistensielle ‘Logos’ – samt Apostlenes Gerninger 17 med ‘alteret for den ukendte gud’.

I praksis betyder det for Ermias, at han bliver rasta for at fortælle rasta’er om Guds rige. Hver kultur har sit element, og rasta’ernes er mad og musik, så derfor spiser, spiller og klæder han sig som en rasta, dog uden at begå de synder som måtte være beslægtet med rasta-kulturen.

Rasta’erne er med Ermias’ ord en Unreached People Group (UPG), da mindre end 2 % af kulturen har en levende tro på Jesus Kristus, og da mindre end 5 % har en mere flydende tro. Selvom Danmark er et land med en stor traditionel tro, så kan vi finde subkulturer og fællesskaber der på samme måde høre til blandt UPG’erne. Og ligesom ingen bedre end Ermias kan være i mission overfor Etiopiens rasta’er, så kan ingen bedre end vi være i mission overfor danske subkulturer.

Denne pointe oplevede jeg i stærk relation til Christoffers billede, og de store spørgsmål vi således endte med denne gang var: Hvordan, hvor og hvornår? Igen må vi minde os om at Jesus er den gode hyrde, og fårene kender hans røst. Min bøn for den kommende tid er, at Gud vil lede os videre og væk fra puppen.

Guds fred
Christian Laugesen

PS: Der kommer mere info om missionen i Etiopien inden længe, men hvis du allerede nu ønsker at bidrage til Ermias arbejde overfor rastaerne, eller Antons begyndende arbejde i Danmark, så kan du sende penge til reg.nr. 4200 kontonr. 3174183309.
Al bøn ønskes naturligvis også velkommen i den kontekstuelle mission.

Det betyder at datoerne og samlingsstederne kommer til at se således ud:

• Onsdag den 01. juli kl. 18 – Fuglebakkevej 87, 1 hos Anton
• Onsdag den 08. juli kl. 18 – Bogtrykkervej 2, 2t hos Christian og Annette
• Onsdag den 15. juli kl. 18 – …? (under SommerOase i Jylland)
• Onsdag den 22. juli kl. 18 – Bogtrykkervej 2, 2th hos Christian og Annette
• Onsdag den 29. juli kl. 18 – Bernstorffsvej 20 på Skt. Lukas Stiftelsen hos Maria Sandborg
• Onsdag den 5. august kl. 18 – i Fælledparken med bøn for mennesker; info hos Christian på tlf. 30951964
• Onsdag den 12. august kl. 18 – Fuglebakkevej 87, 1 hos Anton med bøn for cellerne

Du behøver ikke skrive i forvejen, men aftenerne vil bære præg af hvor mange, eller hvor få, vi er samlet. Hvis du har mulighed for at ligge hus til den 15. juli er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 30951964.

Guds fred
Christian Laugesen

Jeg fortalte om hvordan det er en del af discipelskabet at træde afsides, og gå op på bjerge for at bede, for det var det Jesus gjorde. De store ting i livet sker ikke ved at vi pukler os halvt ihjel, men ved at Jesus inviterer os op på bjerget… Men hvor er vores bjerg? Hvor søger vi hen og beder? Og med hvem?

Grib en kop kaffe, og lyt med herunder, mens du alligevel surfer på nettet. Du kan også abonnére på vores podcast.
[display_podcast]

Det handlede om at mennesker på samme måde som en zippo-lighter kan brænde, men for at dette kan lade sig gøre skal hætten åbnes.
I fællesskabet – og konkret i vores mikrocelle eller cellegruppe – åbner vi for hætten, og Gud kommer derefter med ilden. Og vi brænder!

Underliggende i dette høre jeg opmuntringen: Opsøg Gud i fællesskabet, og vent på Ham!

Guds fred med at finde bjerget
Christian Laugesen

Dette billede fik Christoffer til cellegruppe for nogle uger siden, mens vi bad bordbøn hos Annette og jeg. Det underlige er, at jeg flere gange har bemærket Guds nærvær, mens Annette og jeg alene har bedt bordbøn, og det har altid været når der har stået et lækkert, varmt og vel fortjent måltid mad foran os… Jeg er stadig på opdagelse i det, men det virker næsten som om Gud udfordrer vores prioriteringer. Om ikke andet er det alt rart at have fællesskab med Gud!

Som sagt fik Christoffer dette billede. Det forestiller en aluminiums reg – en sådan som man ophænger scenelys og lignende effekter på – og der er en god pointe i, at den netop er lavet af aluminium. Aluminium er et let metal, hvorfor det anvendes meget, men desværre er det også et meget blødt metal, hvorfor konstruktioner med aluminium skal være bygget helt rigtigt… ellers krøller det simpelthen sammen!

Billedet kan overføres på kirken i den forstand, at er vi hver især vinklet ret ift. hinanden og Gud, kan vi bære meget! Helheden bliver svag hvis blot én enkelt sammenføjning ikke løfter, og på samme måde er ingen enkelt sammenføjning vigtigere. Fællesskabet omkring Gud er det centrale!